tirsdag den 29. marts 2011

Stegte thainudler med kylling, peberfrugt, gulerødder og okra

Så skulle cheffotografen lave mad... Thaimad overraskende nok. Ikke desto mindre smagte det skønt og jeg sad, helt dovent og så på. Skønt. Og kom med små input (nogle af os kan bare ikke holde sin kæft i et køkken... Jeg prøver virkelig, men det er jo svært). Af råvarer havde han opsporet nogle okra hos en af vores fantastiske grønthandlere og dét måtte prøves. Okra er sådan en skæg bønne/chili-lignende grøn ting der er meget smuk og stjerneformet når man skærer den i skiver og frugtsaften er sådan meget klistret. Typisk anvendes okra i såkaldt soulfood og ligeledes i det østlige Afrika, hvor vi begge har rejst rundt. Okra kan også anvendes i omeletter og er meget sunde, dog med overvejende indhold af kulhydrat. Læs evt. mere her.

Her er hvad der skete:



250 nudler (kommer an på typen, husk at lave nok, i dag var der lidt for lidt)
1/2 pakke kyllinginderfilet
1 stor, grøn/rød peberfrugt
2 fed hvidløg
1 rødløg
1/2 grøn chili
2 gulerødder
5-6 okra
2 forårsløg
1 spsk grøn karrypasta
Saft af 1/2 lime
Lidt soya
Lidt hoisinsauce
Sød chilisauce

Sæt vand over til nudlerne og kog dem. De må gerne være færdige før resten, så klistrer de mindre når de skal steges. Skær kyllingen i små stykker. Hak hvidløget og chilien. Skær løget i tynde både. Skær gulerødderne og forårsløgene i tændstikstynde stykker. Skær peberfrugten i strimler. Skær stænglen af okraerne og skær dem i tynde skiver. Varm din wok eller sautérpande op med lidt olie. Svits hvidløg, chili og løg. Tilsæt karrypastaen og svits lidt. Tilsæt kyllingen og gennemsteg. Tilsæt limesaft, soya, evt. hoisinsauce. Tilsæt gulerødder, peberfrugt og okra. Svits i ca. 5 minutter. Tilsæt forårsløg 1 minut inden du også tilsætter en passende mængde nudler. Bland det hele godt og varm det i gennem og husk at nudlerne gerne må få lidt stegeskorpe :) Servér med pinde og sød chilisauce.

Igen kan jeg kun prise thaimad for dets lethed - både i køkkenet og i maven :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar