Viser opslag med etiketten chorizo. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten chorizo. Vis alle opslag

fredag den 28. oktober 2011

Baba ganoush og mezze/tapas/antipasti


Baba ganoush løber hermed med prisen for den sjoveste titel på noget spiseligt. "Auberginepuré a la Levanten" lyder bare ikke helt så lækkert. I Levanten spiser de rigtig meget baba ganoush da det indgår i arabisk mezze, altså et slags forretsbrød med mange forskellige dips, salater og pitabrød. Jeg havde lavet en ordentlig omgang baba ganoush til nogle kyllingespyd, men da vi simpelthen ikke kunne spise op, måtte vi lave mezze til aftensmad dagen efter. Tag den, rugbrødsmadder med makrel til aftensmad! Jeg elsker personligt alle former for tapas, antipasti, mezze og forretter generelt og det bliver kun endnu bedre hvis der er mange retter, så det kan fungere som hovedmåltid.

Det er også en skide smart idé hvis man skal samle en masse mennesker til middag, det dyrker jeg tit. Det er altså lidt hyggeligt at sidde længe over maden og smånippe i maaaange timer. Friskbagt brød er selvfølgelig en nødvendighed og derudover er der ellers frit slag! Jeg er fan af ting som hummuspersillepesto, basilikumspestotomatpesto, men også indslag som tabbouleh og carpaccio og bruschetta.
Grønne salatblade med lidt balsamico gør sig også godt, eller tomatsalat.

Baba ganoush laves således:

2 auberginer
1/2 dl rigtig god olivenolie
2 dl yoghurt
1 spsk spidskommen
3-4 spsk tahin
2-3 fed hvidløg
Citronsaft
Hakket bredbladet persille
Salt og peber

De to auberginer prikkes hele vejen rundt med en gaffel og bages i ovnen ved 200 grader i 40 minutters tid til de er godt bløde. Lad dem køle af inden de halveres og det bløde kød skrabes ud og moses med en gaffel. Man kan også tage lidt af skrællen med. Spidskommen ristes på en tør pande og hvidløget hakkes fint. Alle tingene røres sammen og baba ganoushen smages godt til.  

Baba'en er den lysebrunlige ved siden af de grønne oliven.
Ja, sådan kan aftensmad også sagtens se ud :) Med et godt glas rødvin er det et regulært festmåltid.

onsdag den 17. august 2011

Risotto med fennikel, gourmetbønner, safran og chorizo

Dejlige økologiske risottoris - og så var de billige i SuperBest
Snittede gourmetbønner/hestebønner og fennikel
Hvid portvin fra Lissabon - erstatter på det smukkeste hvidvin
Min dejlige århusianske venindes finger sammen med pølserne. Ikke rigtig en pølsefinger, vel?
Importeret øko-boullion fra Tyskland som udmærket supplerede resterne af min hane-fond
Så skal der bare røres i en halv times tid og så er der den skønneste risotto
Jeg havde min højskole-roomie på besøg over weekenden og nøøj hvor vi hyggede! Især med at sove længe, drikke morgenkaffe i flere timer, drikke te resten af dagen, gå ture, tage på Fair Fælled Festival, gå i biografen, drikke vin, drikke drinks og især, lave mad. Vi havde egentlig tænkt at besøge det økologiske spisehus BioMio som ligger et stenkast fra min lejlighed, men når man nu kan lave økologisk mad selv... Det må blive en anden god gang,

Risotto er altså en af mine yndlingsretter og den er bare en altid en smagseksplosion! Denne gang blev den til således, til 4 sultne mennesker:

500 g øko risottoris
3 løg
4 fed hvidløg
1 dl vodka
3 dl hvid portvin eller hvidvin
1 stort nip safran 
1 liter hjemmelavet hanefond
1/2 liter øko grøntsagsboullion
1 stor fennikel
500 g gourmentbønner
Salt, friskkværnet peber
1 lille klat smør
50 g friskrevet parmesan
1 stykke chorizo - vores var ikke så stort, men det var sagtens udelades

Hak løg og hvidløg. Skyl bønnerne og knæk spidsen af. Snit dem og fennikel i passende stykker. Skær chorizoen i tern og steg i eget fedt på en pande til de er sprøde. 

Varm en stor gryde op med lidt olie i bunden. Svits løg og hvidløg. Tilsæt risene. Når de er blevet lidt klare i det, tilsættes vodka og hvid portvin. Rør rundt.  Og så begynder processen ellers: En skefuld fond, rør rundt. En skefuld fond, rør rundt. Jeg tilsætte grøntsager ca. 10 minutter før risene var færdige og næste gang vil jeg vente til 5 minutter før, men det er en smagssag. Tilsæt undervejs i processen safrantrådene og salt og peber og smag jævnligt til. Når risene er møre, tages gryden fra varmen og der tilsættes smør, peber, parmesan og chorizo. Låget sættes på og gryden står i 3-4 minutter. 

Vi fik risottoen med rødvin og en skøn salat af alt-godt-fra-køkkenet: Rød grapefrugt, persille, peberfrugt, gulerød, tomat og en syrlig-sød balsamicodressing.

Risotto skal som bekendt være lind - men dette billede blev taget af den sidste portion.
Fantastisk ret!

mandag den 27. juni 2011

Pizza - "fake" købe

Nogle gange har man bare lyst til købe-pizza. Ikke noget fancy-hjemmelavet-nærmest sundt-gøgl, nej, en overflod af politisk ukorrekte kødprodukter og masser af klam ost. Men både den tanke samt viden om hvor dyrt pizza egentlig er blevet lavede vi et simpelt regnestykke: Er det ikke næsten ligeså hurtigt at lave det selv - hvis man bruger en købe-bund - og så til halv pris? Det tog 40 minutter at lave dem i alt og vi regnede ud at den ene pizzas pris var 26 og den anden 30. Så jo, det var langt billigere og stadig bedre. Men det lignede købepizzaer fordi der var skinkestrimler på den ene!   

Mmm... Chorizo og frisk timian

Et lille hjørne til en rest gorgonzola samt røget hjortepølse med fennikel fra Aalbæk. Nok mit hjørne.

Cheffotografens yndlings: Skinke, løg, jalepeños, masser af tørret chili og oregano

Oliven og chorizo kom der også på... 
Tomatsaucen var den samme som i indlægget om HELT hjemmelavet pizza. De der købebunde bliver jeg aldrig nogensinde vild med, men hurtige - det er de. Så sådan et lille pizza-samlesæt er altså rart i en snævr vending, men er på ingen måde så godt som den ægte vare!

mandag den 28. marts 2011

Pasta med tomat-løg-sauce og broccoli, toppet med grangusto og sprød chorizo

Hvad glemmer køleskabet på? Lidt skiveskåret chorizo, et tvivlsomt broccolihoved, en rest grangusto-ost, en slat mælk. Hvad glemte vindueskarmen på? Modne cocktailtomater, frisk hvidløg. Og løgskuffen? Den gemte på et enkelt løg :)

Wuhuu! Endnu en aften med pasta. Mest fordi det er noget jeg altid har lyst til. Derfor blev det endnu en klassisk pastaret a la os og køleskabet.

Jeg gider faktisk ikke skrive hvordan jeg gjorde. Det giver (lidt) sig selv. Måske er det sådan en "gæt-hvordan" ud fra billedet-quiz???? Ja, det er dét vi gør. Håber I er friske! Ok, så giver jeg en ledetråd: Steg chorizoen og afdryp den. Lav nu sovsen som du har lyst. Broccolien koger du med pastaen i ca. 1 minut. Bland det hele sammen. Det gik pænt stærkt, hva'?

Jeg kan kun sige at det hjælper at servere simpel mad i smukke, nyindkøbte tallerkner fra IKEA's 365+ serie. Virkelig flotte og bombastiske, glæder mig til at lave noget sejt i dem. De koster 39,- og er gigantiske i diameteren.