Viser opslag med etiketten Pandekager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Pandekager. Vis alle opslag

fredag den 30. september 2011

Majspandekager m. rødbede&gulerod, okse, spidskål og guacamole

Denne ret kunne med fordel også kaldes: "Stop spild af mad-metoden". Man tager en art "holder": Tortillas, saltede pandekager, tacoskaller, pitbrød, fladbrød - you name it og tilbereder noget fyld af sine køleskabsrester. Det er én af de bedste måder at rydde lidt op på. Vi havde nogle bolsjerødbeder til overs, nogle gulerødder, en moden avocado, spidskål, en rest ost, nogle meget bløde løg og en halv pakke hakket okse i fryseren. 

Jeg sørger ofte for at der ligger en pakke tortillas i skabet fordi 1) De kan holde sig længe og 2) De er så vildt alsidige: Burrito, fajita, stegt sprøde som "chips" eller favoritten: Quesedilla! Men denne gang var lageret gabende tomt og vi lavede i stedet en portion saltet pandekagedej. Der blev 8 store af denne portion - så kunne resterne spises til frokost med kyllingpålæg, sennepsdressing og spidskål. Tænk fremad! Så mindsker man nemlig også spild!

Majspandekager:

2 æg
1 pilsner
2 dl mælk
100 g majsgryn
50 g fuldkornshvedemel
100 g hvedemel
1 tsk salt
1 spsk oregano
1 spsk pimentón
1 spsk friskhakket urt eller eget valg, fx timian
2 tsk solsikkeolie

Pisk alle ingredienser grundigt og stil gerne dejen til hvile i køleren inden du skal stege dem på din største slip-let-pande.   

Jeg tænkte at lave en slags "salsa" af rødbederne og gulerødderne fordi de er så forholsvist hårde i det. Derfor blev rødbederne skrællede, gulerødderne vaskede og skåret i fine tern og fik sig lidt salt, peber og citronsaft og så ellers stegt ved middelvarme i 10 minutters tid i gryden.    

Imens hakkede jeg løg og hvidløg og svitsede det i olie sammen med kødet som også fik 1 lille dåse koncentreret tomatpuré og et væld af forskellige krydderier samt lidt chili.

Spidkålen blev skyllet og snittet fint. Avocadoen blev most med yoghurt, salt, peber og citronsaft og et dryp tabasco. Lidt god, lagret cheddar blev revet groft.

Så var ellers bare at stege pandekagerne og servere det hele :) Det blev overraskende lækkert og smagfuldt, det er lidt sjovere med hjemmelavede pandekager end de evindelige "grove" tortillas som egentlig smager lidt af købebrød...


Det er altid et hit at lave en masse forskellige dele til et måltid i stedet for en gryde med kogt pasta, ris eller kartofler og noget sovs med kød i... Meget mere moderne og tapas-agtigt. "Ræk mig lige guaca'en"!

Nåh, det smagte da meget godt at prøve at mindske hver danskers gennemsnitlige madspild på ca. 76 kg pr. år. (Tyg lige på den...)

tirsdag den 30. august 2011

Små pandekager med havregryn


Jeg havde længe villet prøve at frembringe nogle tykke, grove morgenmadsagtige pandekager jeg engang fik i Mexico. Og efter en kort eftersøgning på nettet fandt jeg denne fine blogs opskrift lige her. Så fordoblede jeg ellers mængderne og ændrede ganske lidt.

Der blev 12 grove, tykke, fluffy pandekager ud af følgende opskrift:

1 dl grovvalsede havregryn
1 dl fuldkornshvedemel
1 dl hvedemel
1 tsk bagepulver
2 spsk rørsukker
Et nip salt
2 æg
1 spsk olie
2 tsk vaniljesukker
1 tsk stødt kardemomme
2,5-3 dl mælk, gerne kærnemælk, men skummet fungerede fint

Bland alle tørre ingredienser i en skål. Slå æggene ud og tilsæt mælken. Pisk det sammen til en tyk, luftig dej. Jeg tilsatte lidt mere mel da min dej var lidt tynd. Så varmede jeg ellers min pandekagepande godt op og stegte i ganske lidt smør. Panden skal være godt varm og så sætter man bare dejen på med en ske af passende størrelse, de skal bare lige have 1 minut på hver side. Det gik ganske hurtigt.

Så er det ellers bare at servere med banan, frugt i tern, nutella, pålægschokolade, marmelader, smør, sukker, coulis, kompot, sirup eller hvad man nu ønsker og så vække kæresten. Det virker :) Og så gør havregrynene dem lidt mere velegnede til morgenmad samt giver et skønt crunch. Så kan efteråret bare komme an - jeg er klar (gastronomisk, ikke mentalt).