Viser opslag med etiketten dansk mad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten dansk mad. Vis alle opslag

tirsdag den 17. maj 2011

Grovtærte med porre, peberfrugt, ærter, løg, kalkunbacon og æg


Vi skulle bare have røræg søndag morgen... Men lige pludselig havde vi 20 skønne økoæg pga. dobbeltindkøb :) Hvad kan man så gøre? Bage chokoladekagEN uden mel! Hmm. Måske en idé til i morgen? Nej, tærte blev det til i aften! En rigtig gammel klassiker som man laver alt for lidt - hold op hvor var det let! Jeg lavede også en tærtedej helt uden smør fordi det simpelthen er lettere. Det værste jeg ved er at smuldre smør i mel - det er så forfærdeligt! Jeg hader det simpelthen og laver derfor også sjældent ting med mørdej, min tålmodighed er for kort!

Grovtærtedej - my way:

1 dl yoghurt
2 spsk olie
1 tsk salt
3 dl grahamsmel
1 dl hvedemel

Bland det hele med en træske. Tilsæt evt. lidt vand eller lidt mel til den får den rette konsistens. Rul den ud på et meldrysset bord. Smør din form, evt. med smør så kanten bliver lidt sprød, det gjorde jeg med min springform. Hvis mit tærtefad ikke var optaget som rabarbertærte-holder ville jeg nok have brugt det, men som udgangspunkt kan du bruge alle fade og former der kan gå i ovnen. Jonglér dejen hen i fadet/formen og lav nogle smukke kanter med dine fingre, bare form til de bliver fint. Nu er du klar til at tilsætte fyldet.

Vi brugte:
1 stor porre
250 g frosne ærter
1 rød peberfrugt
1 løg
2 fed hvidløg
frisk chili
3-4 skiver kalkunbacon
6 æg
2 spsk hytteost
1 sjat mælk
2 tsk basilikum
Masser af peber og salt
Evt. lidt frisk mozzerella eller anden ost


Skær alle grøntsagerne i mundrette stykker, skær baconen i lange tern, hak hvidløg og chili fint. Baldr alle æggene og pisk dem luftige med hytteosten og mælken, tilsæt salt, peber og basilikum. Fordel grøntsagerne, chili og hvidløg jævnt i formen, drys baconen øverst og overhæld det hele med æggeblandingen. Riv lidt emmmenthaler på toppen og bag i 30-35 minutter ved 200 grader. Servér med masser af friskklippet purløg. Klassisk og godt!

søndag den 1. maj 2011

Håndmadder


Når man laver køkkenet om må man spise lidt rugbrødsmadder... Men det kan man godt gøre med stil! Efter IKEA-besøget og selve nedrivningen var vi godt sulte, især min far og kæresten, så jeg smurte selvfølgelig madder! Dagen inden vi flyttede komfuret havde jeg bagt 2 rugbrød og et grovbrød, lavet en sund og frisk udgave af italiensk salat og kogt nogle æg. Så det var lige for at lave en lille æggesalat!

Æggesalat:
3 æg
2 spsk økomayonaise
5 modne cherrytomater
2 tsk karry
Salt, peber

Skær de kogte æg midt over og tag blommen ned i en skål. Mos blommerne og rør dem med karry, god mayonaise, salt og peber. Hak hviderne i fine tern og rør dem i. Hak også cherrytomaterne og bland dem i. Smag det til og pynt med kørvel eller mere klassisk, karse eller purløg! Mums!



Italiensk salat - den sunde version! Jeg fandt opskriften i min favoritkogebog - Suveræne Successer af Tina Scheftelowitz og Sonja Bock - kan virkelig anbefales. Det var også dér jeg fandt den "nye" version af gulerodskage som tidligere omtalt på denne blog :)

En italiensk salat består af ærter, blancherede gulerødder, hvide asparges og en dressing bestående af... for det meste mayonaise. Min version indeholdt:

300 g ærter
6 store gulerødder
Dressing af:
fromage blanc, dijonsennep, salt, peber, sukker

Skær gulerødderne i passende tern og blanchér dem lynhurtig. Bland dressingen og og bland det hele sammen. Smag grundigt til og hvis du synes - så ibland 1 spsk god mayonaise, det giver virkelig en god smag. Servér med lækker røget skinke.

Den tredje og sidste mad, var såre simpel: Paté med jalepeño!  
Servér det hele til de hårdtarbejdende mænd med kolde øl :)

tirsdag den 19. april 2011

Biksemad

Mmm... Biksemad. Viggo Mortensens livret. Og min. Især på søndage, det passer bare så godt til søndagsstemning. Dejlig solid mad der smager godt hver evig eneste gang. Og så er det som så mange andre yndlingsretter - varierbart! Denne søndag var det en rest culottesteg fra Forstaden (tak mor!) der udgjorde en rest kød samt nogle små, faste ovnstegte kartofler. Jeg kogte også lidt flere for at supplere. Derudover lavede jeg en lille sprød salat af nogle rester bønnespirer og lidt blancherede grønne bønner samt citronsaft og en smule olie, salt og peber.

Det bedste trick ved biksemad er at stege kartoflerne sprøde i en blanding af lidt smør og lidt olie. Derefter kan man så stege kødet, fx sammen med lidt hakket hvidløg. løg, salt, peber og paprika og denne dag en stor, frisk, rød peberfrugt. Det bedste er selvfølgelig det smukke, økologiske spejlæg og ketchup, worcheister-sauce og HP-sauce!

Ingredienser:

1 stykke stegt kød - efter eget valg. Eller uden. Eller med lidt chorizo eller anden slags pølse af god kvalitet.
500 g kartofler med skræl
1 stort løg
2 fed hvidløg
1 rød peberfrugt
Lidt god olie
1 klat smør
Salt, peber
Lidt røget paprika
1-2 æg pr. person

Gør som beskrevet ovenfor. OG Voila: Biksemad - verdens mest undervurderede ret!

    

onsdag den 23. marts 2011

Boller i karry - lidt nyfortolket

En ægte, dansk klassiker som mange er vokset op med. Dejlig nostalgi. Jeg læste mange forskellige opskrifter inden jeg skulle lave det og de havde alle noget til fælles som jeg havde lidt svært ved: De foreslår at man koger kødbollerne... Kogt kød. Det er lidt gammeldags synes jeg. Derfor stegte jeg i stedet kødbollerne i ovnen i 20 minutters tid. Her er min version af boller i karry - med inspiration fra mange forskellige steder:

Til 4 personer eller 2 personer i 2 dage:

500 g hakket kalv/svin 3-7 %
1 finthakket løg
2 fed finthakket hvidløg
1 spsk karry
2 æg
1 spsk mel
2 spsk havregryn
Salt, peber

Alle ingredienser i grøn skål
Bland ovenstående grundigt i en skål og ælt det evt. sammen med hænderne. Jeg brugte det mest geniale redskab, købt i KOK, som er fantastisk til dej og fars:

Farsrører med træskaft, 81,-  Også god til rugbrød og alt andet brød.
Se hvor godt det hænger sammen!
Form nu små kødboller med en teske og læg dem i et ovnfast fad beklædt med bagepapir. Bag dem i 20 minutters i en 200 grader varm ovn, hold øje.


Imens forbereder du sovsen og risene:

Ris:
Så mange du har lyst til. Vi kogte 500 g til 3 personer, men vi kan også godt lide at have risrester til en omgang stegte ris. Sæt dem over så det passer :)

Til sovsen:
3 gulerødder
1 rødløg
2 æbler
1 porre
2 spsk karry
2 fed hvidløg
5-7 dl mælk
15 g smør + lidt olie
1 spsk mel
Lidt grøntsagsbouillon eller fond af grøntsager eller fjerkræ
Salt, peber
Honning
Evt. 1 dl madlavningsfløde 8%

Skær gulerødder og porren i skiver. Skær rødløget og æblerne i fine både. Hak hvidløget fint.
Varm olien og smørret op i en rummelig gryde eller sautérpande (en pande med høj kant, genialt køkkenudstyr!) Svits hvidløget let, tilsæt karryen og "brænd" af - det fremhæver smagen. Tilsæt melet. Du er nu i gang med en klassisk opbagt sovs. "Svits" melet ved middelvarme i 2 minutter, så skulle melsmagen være væk. Tilsæt nu mælken og fonden/boullionen lidt af gangen og pisk med dit piskeris til sovsen tykner. Bare tag det stille og roligt. Opbagte sovser er ikke min stærke side, men det går altid fint hvis man ikke prøver at udføre dette ved for høj varme. Pisk godt og når du er tilfreds med sovsen, tilsætter du grøntsagerne og smager grundigt til med salt, peber, evt. mere karry og lidt honning. Simr i 5 minutter så grøntsagerne og æblerne stadig har bid. Tilsæt kødbollerne, læg låget på og varm det hele helt i gennem.

Servér nu hele herligheden med nykogte ris, mangochutney, friskklippet persille og måske lidt salte, hakkede peanuts.


Velbekomme og velkommen i mormor Uldbjergs køkken!