Viser opslag med etiketten Tun. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tun. Vis alle opslag

tirsdag den 7. juni 2011

Salade Nicoise


Egentlig burde denne opskrift hedde "Salat-med-tun-æg-og-majs-i-barndomshjemmets-orange Magretheskål-som-fik-når-det-var-ægte-sommer". Jeg har tydelige og dejlige minder om denne ret som vi ofte fik med snasket hvidløgsflutes og koldskål m. jordbær til dessert. Og det blev altid serveret i den store orange skål, altid, så den manglede meget i aften. Jeg synes vejret har været forfærdeligt lummert og varmt de sidste par dage, feber hjælper måske heller ikke ligefrem, så jeg havde derfor slet ikke lyst til varm mad, men kolde bade og knasende frisk salat.

Derfor lavede jeg en salat af:

1 hoved iceberg (i en ideel verden ville grønthandlerne have haft romaine)
1 rød snackpeber
1 agurk
1 bundt radiser
3 gulerødder
1 håndfuld persille
3 æg
1 dåse (god) tun (det findes)
Grønne oliven


Kog æggene som du har lyst, smilende er lækkert, det er vel 5-6 minutters kogetid.
Skyl og skær grøntsagerne som du har lyst. Afdryp tunen. Arrangér det hele på et smukt fad eller i den slidte orange skål.


1000-øer-wannabe-dressing lavet af:

Ylette
Paprika
Citronsaft
Ketchup
Sukker
Salt, peber
Tabasco

Bland grundigt og smag grundigt til. Sukker/syre-balancen er vigtig i denne dressing. Finthakket skalotteløg, lidt hvidløg eller lidt HP-sauce er også godt i.

Dressingen før den piskes

... og efter
Servér med ristet brød eller friske boller eller bare spis og nyd :)

torsdag den 31. marts 2011

Tunsalat


Dette er altid lækkert og skal altid laves fra bunden. Sådan noget købetunsalat er, som oftest, noget værre stads fyldt med dårlig kvalitets mayonaise og e-numre. Det er også hårrejsende så lidt tun der rent faktisk er i. Prøv at kig næste gang... Så vi laver den selv, ikke? Så hvor let det er!

1 dåse tun i olie eller vand, klart en smagssag
1 rødløg
saft af en halv citron
1 dl yoghurt eller creme fraiche
1 spsk mayonaisse
1 tsk grovkornet sennep
1 tsk salt
Masser af friskkværnet sort peber
2-3 tsk kapers
Evt. en friskklippet krydderurt, fx purløg, persille, karse, basilikum

Det er vores klassiske tunsalatopskrift, som især cheffotografen ynder at lave. Hak rødløget fint og klip kydderurten. Afdryp tunen grundigt og mos den med en gaffel. Rør alle ingredienserne sammen og smag til. Det var let, hva'?

Denne aften skulle det passe til peperonetaen, så vi blendede faktisk tunen for at få den lidt luftig. Vi havde ingen rødløg, så vi tilsætte lidt hvidløg og paprika i stedet. Og chili. Resultatet blev fint, men foretrækker den nok grov. Tilsæt blandede vi finthakket rød peberfrugt i for at give den lidt crunch. Det kan altid anbefales!

Dagens aftensmad bestod således af: Tunsalat, peperonata, friskbagt 4-kornsbrød, peberfrugt i stænger, friske gulerødder, lidt ost, oliven og en foie gras-agtig paté fra Ungarn med cornichoner!