Viser opslag med etiketten chili. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten chili. Vis alle opslag

tirsdag den 23. august 2011

Chili sin carne pero con muchos vegetales y frijoles negros! Arríba!


Over sommeren er en af de eneste bøger jeg har fået læst, "Om at spise dyr" af Jonathan Safran Foer, en meget omdiskuteret bog hvori Foer (kritisk) undersøger dyrevelfærd, dyreetik - eller mangel på samme, kulturelle og historiske årsager til at vi slår dyr ihjel og spiser dem, uden nødvendigvis at tænke meget mere over det. Foer skrev bogen for selv at undersøge disse ting, men mest fordi han selv skulle til at være far og gerne ville tage det bedste valg for sin søn. Det er en af de mest tankevækkende bøger jeg nogensinde har læst og selv om det lyder langhåret og forudsigeligt og hippie-agtigt, så overrasker Foer altså. Så LÆS den!

Siden de meget maleriske beskrivelser i bogen har jeg haft det lidt svært med kødet i supermarkedernes kølediske. Jeg har ikke rigtig kigget på det, lidt givet det den kolde skulder, ikke selv taget stilling, bare ignoreret det lidt. Jeg tror ikke jeg har lyst til at blive vegetar, bare ændre vaner lidt. Være glad (?) for at være et vidende menneske, et privilegeret menneske der ikke behøver kød for at overleve (det gør de i Østafrika fx, hvor jeg har rejst rundt.)

Til gengæld vil jeg gerne teste en række retter i gennem for at se hvor stor en rolle kødet spiller rent smagsmæssigt. Det er og bliver min store interesse: SMAG frem for alt andet, hvordan smage kan fremhæves eller skjules, kombineres til en himmelsk oplevelse.

Ernæringsmæssigt er jeg ikke et øjeblik i tvivl: Det er akkurat lige så sundt at spise kød som ikke at spise kød. Man kommer ikke til at mangle protein. Det er nok sundere fordi fedtstofferne i frugt, grønt, nødder osv. er lettere nedbrydelige end de animalske fedtsyrer, men der er ikke rigtig nogen der ved det 100 %.


Jeg elsker mexicansk mad og alt med bønner. I Costa Rica hvor jeg har boet i 3 måneder fik vi sorte bønner hver dag. Jeg havde en pose stående og udblødte og kogte en grydefuld. Nogle af dem ville jeg bruge i dagens ret: Chili sin carne eller bare Chili con vegetales. Her er hvad jeg brugte:

2 små løg
4 fed hvidløg
1/2 frisk chili
1 rødløg

Spidskommen
Koriander
1 kanelstang
3 stjerneanis
6 kardemommefrø
Cayenne
1 spsk sød røget paprika
2 tsk malet kaffe

1 rød peberfrugt
3 gulerødder
1 stor porre
1 lille håndfuld broccoli
1 æble (det var rynket)
1 tomat

1 dåse flåede tomater, måske 2
2-3 dl vand
200 g kogte sorte bønner eller andre bønner eller kikærter
Salt, peber
1 spsk rørsukker
Citronsaft af en halv citron
1 frisk majskolbe

Til servering:
Kogte ris, skyr, bredbladet persille og limebåde, friskbagt brød.

Hak løg, hvidløg, rødløg og chili. Sæt til side på en tallerken. Find alle krydderierne frem. Skær grøntsagerne i tern, bræk broccoliet i mindre stykker. Majskolben er en super vigtig smagsgiver i denne ret og den gøres klar på følgende måde: Træk alle bladene af og skyl den let. Stil den lodret på et spækbræt og tag en skarp kniv, skær nu majsene af række for række - det kan godt "sprøjte" lidt. Sådan. Det var da let, hva'?

Svits nu løg, hvidløg og chili i en sjat olie i en stor gryde. Tilsæt alle krydderierne og rør godt, de må gerne få lidt varme. Tilsæt grøntsagerne og lad det små simre i 5 minutter. Tilsæt nu den hakkede tomat, de hakkede tomater, vandet, bønnerne, salt, peber og sukker. Lad det simre yderligere 20-30 minutter, imens kan du koge ris hvis du synes. Først 2 minutter inden servering tilsætter du de friske majs, deres særlige sødme og aroma skulle nødig gå tabt. Tilsæt også citronen her. Husk også at smage til, retten kan trække ret meget salt pga. bønnerne der virker så neutrale.

Servér den herlige ret med skyr eller lignende, hakket bredbladet persille, ris og limebåde og evt. friskbagt brød.


HELT fantastisk ret, i al beskendenhed, jeg savnede ikke kødet, grøntsagerne havde så meget crunch og smag og bønnerne var dejlige... Ahh... Hjemme i Mellemamerika. Buen provecho!

mandag den 7. marts 2011

Chili con carne

Chili con carne er en dejlig klassiker, en rigtig herreret, som desværre nogle gange misbruges af diverse kantiner og vandrehjem. Det snask man får der, uden andre krydderier end salt og peber er IKKE chili con carne. "Jamen, alle skal jo kunne lide det" vil økonomaen sige. "NEJ!!!!" er mit rungede svar. Alle kan ikke lide dit smagsløse, sjaskede vand-kødsovs med baked beans fra brugsen i! JEG kan ikke. Det er fint nok at lave kønsløse retter, men lad vær med at misbruge chiliens smukke navn! Kald det i stedet "Kønsløs kødsovs med alt for lidt eller alt for meget salt og ikke spor af chili fordi alle skal jo kunne lide det."

Nu har jeg vist sat rumpetten i klaskehøjde... For hvordan laver man en ægte chili con carne? Min opskrift er min studie-hverdags-version og den smager af noget og er mættende og god. Og hurtig. Hvis jeg havde uanede midler ville jeg bruge fedtfattigt, velhængt øko-frilandstyr i gedigne stykker og ikke hakket kød og jeg ville lade det simre i mange timer med den bedste chipotlechili... Nuvel... Denne opskrift er godt krydret, men ikke brændende stærk, medmindre du putter den hele chili i... Tør du?


Mmm... Og så er det billigt, sundt og let!

Til 2 personer i 2 dage, måske hedder det 4 personer? Who cares...

400 g hakket oksekød 3-7%
150 g kidneybønner, kogte eller 1 dåse. Hvide eller sorte er også gode. Eller black-eyed. 
1 rød peberfrugt
1 dåse flåede tomater
4 fed hvidløg
2 løg
1 hel rød chili (hvis du tør!) ellers tørret, efter smag
2 tsk spidskommen
2 tsk stødt koriander
1 hel stjerneanis
1/2 stang kanel
1 spsk røget paprika, stærk eller chipotle
2 tsk cayenne
1 spsk sød paprika
2 tsk sukker/honning
Salt, peber

Servér med nogle af nedenstående ting eller alle:
Ris
Guacamole
Creme fraiche/yoghurt
Limebåde
Friskhakket bredbladet persille
Brød

Hvis du bruger tørrede kidneybønner, så start aftenen før med at udbløde dem i rigeligt vand i mindst 12 timer, fx natten over. Kog dem derefter i en frisk omgang vand i ca. 45 minutter – mærk efter med en gaffel, de må meget gerne have bid! Udkogte ting, nej tak! Afdryp dem derefter i et dørslag og stil til side til senere. Når man nu er i gang med bønne-udblødnings-koge-ståhejset kan man lige så godt lave hele posen - og fryse de kogte bønner ned i mindre portioner. Så har man til næste chili :)

Hak hvidløg, løg og chili groft. Svits i lidt olie til det er blankt. Tilsæt kødet og gennemsteg. Tilsæt nu alle krydderier og steg godt. Tilsæt peberfrugten som du har skåret i tern. Tilsæt bønner og flåede tomater, smag til med salt, peber og sukker. Måske skal der lidt vand i? Prøv med 2 dl ca. Sæt til at simre i en 15 minutters tid eller mere, mens du tilbereder ris og tilbehøret.

Guacamole: Mos kødet med en gaffel og tilsæt lime/citronsaft, salt, peber og lidt yoghurt. Vend evt. hakket persille i, det gør det friskt!

Smag din chile con carne til – det er det vigtigste! Mangler den salt, styrke eller er den for stærk? Lav den efter din smag – hvis den imidlertid er for stærk, er sukker og evt. mere tomat dit bedste middel. Sukker afrunder nemlig smagen og er ligeså vigtigt i det salte køkken som – ja, salt. Akkurat ligesom man altid skal bruge et nip salt i kager og andre søde sager – det fremhæver smagen, afstemmer sødmen og giver dybde i smagen. 

Servér det hele i din favoritskål og spis op. En Corona gør det til ægte mexi-fest!