mandag den 25. juli 2011

Stemningsbilleder

Kan I huske det dér sommer? Det kan jeg næsten ikke. Derfor drager jeg til solskinsøen Bornholm i en uge for at søge sommer, lykke og lyse nætter. På cykel, til fods og i telt. Totalt survival-agtigt. So far har jeg pakket 7 smurte gulerodsboller, 1 dåse Fåborg leverpostej og 1 dåse makrel og oceaner af Katjes saltfisk og tørrede frugter. Cheffotografen og jeg tager nemlig afsted 6.37 i morgen tidlig (!) og ser frem til en uges afslapning i det danske SOMMERland med de gastronomiske gourmanderier som Bornholm efterhånden er blevet så kendt for. Tænk bare på byen Svaneke: De har lakrids, et bryghus OG bolsjer. Og glaspusterier.
Og nu til lidt stemningsbilleder af den sommermad som jeg endnu ikke har haft overskud/tid til at blogge om:
Restemad: Rissalt, tomatsalat, persillepesto, tzatiki, avjar og hakkebøf med krydderier
Hjemmelavet stjerneskud på maltrugbrød med dampet rødspætte, stegt rødspætte, rejer, citron,
stenbidderrogn, grønne asparges og skyrdressing a la 1000-øer. Mums!
Frisk salat med strimler af gulerod, feldsalat, agurk, avocado og syrlig vinagrette
Ovnstegte svinemørbrad på leje af løg, tomat, rød peber og oregano
Bruschetta i solskin med masser af hvidløg, frisk tomat og mozzerella 

Rucola og havudsigt
Italienske kødboller med skruer, basilikum, parmesan, rucola og bruschetta
Hjemmelavet grovbolle med flammegrillet cajunbøf og bacon
... og en stak pandekager til den obligatoriske regnvejrsdag.
Jeg vender stærkt tilbage efter en uge med Sol over Gudhjem - både retten og fænomenet "solskin".
God sommer til alle :)

onsdag den 20. juli 2011

Maltrugbrød med surdej og mørkt hvidtøl



Min søde svigermor (ja, de findes) hjembragte dette smukke produkt efter et kagekursus hos Specialkøbmanden og forærede mig det såmænd. Skøn gave, jeg har længe både ledt og sukket efter det.  Jeg testede det først i de sædvanlige koldhævede grovboller med ganske fint resultalt, men egentlig ikke noget sådan helt vildt specielt. Anderledes forholdt det sig da jeg testede melet i det sædvanlige daglige rugbrødsmirakel, hold nu op hvor blev det lækkert! Jeg tror det er det bedste rugbrød jeg nogensinde har smagt! Og det var ligeledes et smukt syn. Jeg fulgte samme fremgangsmåde som sædvanligt på trods af:

  • Jeg udskiftede en del af vandet med en flaske mørkt hvidtøl (330 ml), også kendt som nisseøl
  • Jeg tilsætte maltmelet, 3 spsk med top til en dobbelt portion rugbrød - og det var mere end nok
  • Jeg tilsætte også 2 spsk mørk sukker - det passede ligesom ind og så var surdejen usædvanlig sur 

Derudover så fik dejen lov til at hæve i 24 timer inden vi tog surdej fra og blandede kerner i - i dette tilfælde hele rugkerner og hørfrø. Fantastisk match!
Vi hældte derefter dejen i form til efterhævning, hvor den så kun hævede 3 timer - det kan man sagtens gøre lige med rugbrød. 



Prøv lige at se hvor rørende smukt cheffotografen har foreviget dette maltmelsvidunder! Wauw! Både duft og smag er sødlig og maltet ligesom en god assamte, men samtidig med en sprødhed uden lige. Prøv det prøv det prøv det!

søndag den 17. juli 2011

Oksekød og rodfrugter i smuk timiansauce

Dette smukke billede af en velvoksen oksebøf på leje af sprøde, gode rodfrugter badet i sauce af rødvin, piskefløde og timian stammer fra den såkaldte romantiske middag for en måned side. Time flies when in good company. Roskilde Festival, arbejde, sommerhus i Gråsten og party-uartig har den stået på de sidste tre uger, men nu har jeg retuneret til bloggerningen og jeg er BAGUD. Derfor: Vogt jer for ævl om sommerhusmad, pandekager og basislagre, jeg har masser af ordgejl i baghånden!!!

Til retten her der er noget nær cheffotografens livret tager du dine bedste kartofler og skærer dem i kvarter, overhælder med din bedste olivenolie, masser af havssalt og peber og frisk timian/rosmarin/oregano eller tørrede af samme og bager ved høj varme til de er sprøde som friskbagte vafler en tør, hed sommerdag.

Steg din lækre, velhængte, velkrydrede-med-salt-og-peber bøf i en blanding af smør og olie til den er som du ønsker. Tag af panden og læg evt. et låg på dem mens du laver saucen.

Tør panden lidt af med lidt køkkenrulle og lav en sauce af fløde, rødvin, timian, salt, peber, dijonsennep og en snas soya, evt. lidt eddike og sukker. Smag til mange gange og reducér den lidt. Der behøver ikke at være særlig meget, men det skal smage kraftigt og godt.

Servér hele herligheden med en dejlig tomatsalat eller en crispy grøn salat og glas'sevis af god rødvin.      

tirsdag den 5. juli 2011

Koldskål


Koldskål skal altså laves og ikke købes. Just saying. Det er billigere, bedre og sundere. Normalt når jeg laver koldskål bruger jeg ikke æg, dels fordi det er besværligt og egentlig lidt unødvendigt. Men denne gang skulle det være en super klassisk dessertkoldskål. Og det er jo ikke ligefrem raketvidenskab, så derfor: Køb den kærnemælk og det surmælksprodukt du allerbedst kan lide. Jeg er fan af Remas økoversioner fra Osted Mejeri. Ellers synes jeg det vigtigste ved koldskål er følgende: Konsistens, sukker-syre-balance og vanilje, vanilje, vanilje!
Gentag efter mig:

  • Jeg vil ikke lave tynd koldskål
  • Jeg vil smage den til!
  • Jeg vil eksperimentere med min koldskål og tilsætte citronskal/blendede hindbær/lakrids 
  • Ikke alt på samme tid
  • Og jeg vil bruge vanilje  
Her er lige min opskrift:

1 liter kærnemælk
1 liter ymer/tykmælk
4 pausteriserede æggeblommer (2 bægre)
Saft af en hel citron
Skal af en hel citron
2-3 spsk vaniljesukker
2 spsk rørsukker
1/2 stang vanilje

Start med at piske æggeblommerne på sukker, vanilje og vaniljesukker til de bliver lækre og luftige. Tilsæt citronsaft og citronskal, ymer og kærnemælk og pisk pisk pisk good (wo)man! Luftighed er kodeordet. Smag nu til. Hvad mangler der? Er den perfekt? Næppe. Koldskål er meget kompliceret. 
Stil på køl og lad gerne trække et par timer. Servér iskold med jordbær eller kammerjunker... Eller min kommende koldskålstopping som kommer én af dagene... *Teaser*

Luftig, skummende, smuk og lækker!