mandag den 27. februar 2012

Rosenkålssalat


Rosenkål er en klassisk haderet. Jeg har nu aldrig hadet dem, min far var god til aldrig at overkoge dem. Derfor er det en skrøne og den er hermed aflivet! Nå, ikke? Så vil denne salat helt klart få dig overbevist! Her er rosenkålene rå, og i rigtig smukt selskab med parmesan og citron.

Egentlig fik jeg salaten serveret som en forret med lækker parmaskinke og groft surdejsbrød efter denne  opskrift hos svigerforældrene, men nu har jeg flere gange spist salaten som den er. Den er nemlig virkelig lækker og nem og sund og så er rosenkål jo i sæson.

Denne omgang blev lavet af hollandske rosenkål, men de danske burde stadigvæk være der. Lidt mærkeligt at rosenkålene, som gror på en stok, skal være 23-41 mm i diameter - det er lidt diskriminerende, ikke? Men det er et helt andet indlæg...

NU til salaten hvor du har brug for:

Rosenkål
Citroner
Parmesan
God olivenolie
Salt, peber

Du starter med at skære stokken af rosenkålene, soignere dem og vaske dem grundigt i koldt vand. Læg dem til afdrypning og skær dem derefter i passende stykker, riv evt. også bladene fra hinanden, det ser dekorativt ud. Der er ingen regler, gør som du lyster.

Læg dem i en skål og overhæld dem med generøse mængder friskrevet parmesan, saften af en citron, et par skefulde god olivenolie, friskkværnet peber og salt. Vend det hele godt rundt og servér til dagens aftensmad. Det vil du ikke fortryde.




mandag den 20. februar 2012

Frøken Uldbjerg.... vender tilbage


Kære læsere, familie og venner.

Frøken Uldbjergs Køkken har ikke lavet indlæg i næsten 4 måneder nu. Det er der mange forskellige grunde til, jeg har eksempelvis skrevet og afleveret min bacheloropgave i den periode. Men den væsentligste grund er at Bloggers Delight kontaktede mig sidst i september og tilbød mig og bloggen en kontrakt hos dem. Jeg tænkte over bloggen og dens fremtid i et par uger og besluttede mig for at kaste mig ud i det. Så jeg skrev under, sidst i oktober. Siden da har jeg nærmest ikke hørt fra Bloggers Delight. De to svar på mine egne henvendelser har blot været at min nuværende blog her på blogspot er svær at migrere til deres platform. Det er selvfølgelig ikke nødvendigvis Bloggers Delight skyld at der er tekniske problemer, men deres manglende kommunikation og enorme mangel på professionalisme er rystende. Tekniske problemer varer vel ikke 4 måneder?

Jeg havde givet dem en frist der hed 1. februar 2012, men jeg har stadig ikke hørt noget. Og jeg er skuffet. Jeg ville gerne over til dem og andre dygtige bloggere som Gane&Gaffel og Det skal smage af noget (og Plat du Jour i en kort periode). De små håndører som mine sidevisninger kunne generere, ville jeg putte direkte i bloggen – i form af nye, spændende råvarer og udstyr for at udfordre mine egne evner og give jer, læsere, nogle mere nuancerede opskrifter og idéer.       

Jeg har besluttet at relancere min blog alligevel – for det har både jeg og den trængt til. Derfor er min blog nu at finde på mit eget domæne: www.frkuldbjerg.dk, og headeren og designet har lige fået en tur. Jeg vil nu vende tilbage til bloggerningen i fuldt flor, og jeg har masser af inspirerende billeder, opskrifter og idéer på lager til jer. Det ”ægte” Frøken Uldbjergs Køkken har nemlig ikke stået stille!

Jeg vender tilbage med nogle billeder af mit køkken (og måske af mig), samt en lille karakteristik af bloggen. Til sidst vil jeg gerne opfordre alle læsere, der har lyst, til at smide kommentarer – til gengæld vil jeg så bestræbe mig på at svare prompte.

Mange hilsner og tanker

Frøken Uldbjerg