Viser opslag med etiketten agurk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten agurk. Vis alle opslag

tirsdag den 23. august 2011

Hjemmesyltede drueagurker


Jeg elsker pickles og hører til de mennesker der synes at en burger ikke er en burger uden pickles. Derfor er det selvfølgelig oplagt at lave dem selv. Det har dog slet ikke min egen idé, men et tilfælde der fik mig ind på Miras madblog og dér fandt jeg hendes opskrift på hvad hun kalder "New Yorker Pickles" syltet efter jødisk tradition - mega sej idé. Det var også på hendes blog at stedet hvor de økologiske drueagurker bor afslørede sig: Din Baghave! Hvor ellers. Jeg besøgte Tullinsgade hvor der også lige røg et par æbler og 6 friske æg med :) Jeg købte 14 drueagurker og fulgte ellers Miras opskrift til punkt og prikke. Jeg skriver den også lige her, med egne noter.

Lav først syltevæsken:

5 dl kogende vand fra elkedlen
4 dl lagereddike
300 g rørsukker
1 spsk salt

Put sukker og salt i en rummelig skål, overhæld med det kogende vand og rør rundt så det opløser sig. Tilsæt eddiken og stil evt. i vindueskarmen til at køle af. Det skal være ret afkølet inden det kan bruges, så lav det endelig i god tid.

Find nu dine sylteglas frem. Jeg brugte et stort til 10 drueagurker og et lille hvor der lige kunne være 4 i, måske til en værtindegave.

Resterende ingredienser:

12-14 drueagurker
8 fed hvidløg
2 spsk sennepsfrø
2 tsk sorte peberkorn
1 spsk fennikelfrø
3 små tørrede chilier
2 stjerneanis, 1 lille og en stor
1 bundt dild eller i en ideel verden, krondild, som kan findes i haven og dufter virkelig dejligt

Vask drueagurkerne grundigt i kold vand og dub dem tørre i lidt køkkenrulle. Prik dem med en kødnål, ikke alt for meget tror jeg. 10 små prik pr. agurk. Pil hvidløgene og kvas dem lige lidt. Skold glassene med kogende vand og læg agurkerne ned. Fordel krydderierne og hvidløgene i glassene alt efter hvor mange agurker der er. Tag nogle kvaster dild af og put ned i glassene.


Nu er syltevæsken kølig, ikke? Overhæld agurkerne og godterne til kanten af glasset og skru låget på med det samme.

Stil dem koldt og vent en uges tid med at smage på sagerne. De burde kunne holde sig i en måned ca.

Wow, jeg glæder mig til at smage. Og jeg er så langt, so godt, overrasket over hvor let syltning (måske) er.     

onsdag den 18. maj 2011

Sommerhummus med rygeost, radiser og agurk


Denne opskrift er tyvstjålet fra http://politiken.dk/tjek/tjekmad/kogebogen/ og forfatteren er ingen ringere end Tina Scheftelowitz - hende og jeg har åbenbart samme smagsløg! Og så er hun altså ret fantastisk og nyskabende uden at være fin på den. Love it! Her var ideen at lave en slank udgave af hummus, dvs. ikke tilsætte vildt meget olie og så i stedet røre den med rygeost 10% for at få en skøn røget smag. Og hold op hvor det fungerede! Jeg bringer opskriften som jeg lavede den:


2 håndfulde kogte kikærter
saft af 1/2 citron
2 tsk salt
masser af friskkværnet peber
1 tsk spidskommen
En sjat olivenolie
Lidt vand, ca. 1/2 dl
1 spsk tahini


Blend det hele til en ensartet masse og smag til. Tag nu dit bæger med fynsk økologisk rygeost 10% og rør ca. halvdelen i hummussen. Smag til igen (meget vigtigt!). Skær en masse radiser og en halv agurk i tern og servér med ristet rugbrød i tynde skiver, lidt hvedebrød efter eget valg eller 2 skiver godt, groft knækbrød.
Skøn måde at forene kikærter med rygeost og skabe lidt nyt samspil! Jeg synes faktisk godt smagen kunne have været mere røget, så en anden gang vil jeg forsøge med en 1% rygeost - der er virkelig smæk på røgen og så bruge lidt mindre. Men det var virkelig lækkert, cremet og frisk!


Sådan kan en frokost altså sagtens se ud. Skønt!