Viser opslag med etiketten ris. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ris. Vis alle opslag

tirsdag den 23. august 2011

Chili sin carne pero con muchos vegetales y frijoles negros! Arríba!


Over sommeren er en af de eneste bøger jeg har fået læst, "Om at spise dyr" af Jonathan Safran Foer, en meget omdiskuteret bog hvori Foer (kritisk) undersøger dyrevelfærd, dyreetik - eller mangel på samme, kulturelle og historiske årsager til at vi slår dyr ihjel og spiser dem, uden nødvendigvis at tænke meget mere over det. Foer skrev bogen for selv at undersøge disse ting, men mest fordi han selv skulle til at være far og gerne ville tage det bedste valg for sin søn. Det er en af de mest tankevækkende bøger jeg nogensinde har læst og selv om det lyder langhåret og forudsigeligt og hippie-agtigt, så overrasker Foer altså. Så LÆS den!

Siden de meget maleriske beskrivelser i bogen har jeg haft det lidt svært med kødet i supermarkedernes kølediske. Jeg har ikke rigtig kigget på det, lidt givet det den kolde skulder, ikke selv taget stilling, bare ignoreret det lidt. Jeg tror ikke jeg har lyst til at blive vegetar, bare ændre vaner lidt. Være glad (?) for at være et vidende menneske, et privilegeret menneske der ikke behøver kød for at overleve (det gør de i Østafrika fx, hvor jeg har rejst rundt.)

Til gengæld vil jeg gerne teste en række retter i gennem for at se hvor stor en rolle kødet spiller rent smagsmæssigt. Det er og bliver min store interesse: SMAG frem for alt andet, hvordan smage kan fremhæves eller skjules, kombineres til en himmelsk oplevelse.

Ernæringsmæssigt er jeg ikke et øjeblik i tvivl: Det er akkurat lige så sundt at spise kød som ikke at spise kød. Man kommer ikke til at mangle protein. Det er nok sundere fordi fedtstofferne i frugt, grønt, nødder osv. er lettere nedbrydelige end de animalske fedtsyrer, men der er ikke rigtig nogen der ved det 100 %.


Jeg elsker mexicansk mad og alt med bønner. I Costa Rica hvor jeg har boet i 3 måneder fik vi sorte bønner hver dag. Jeg havde en pose stående og udblødte og kogte en grydefuld. Nogle af dem ville jeg bruge i dagens ret: Chili sin carne eller bare Chili con vegetales. Her er hvad jeg brugte:

2 små løg
4 fed hvidløg
1/2 frisk chili
1 rødløg

Spidskommen
Koriander
1 kanelstang
3 stjerneanis
6 kardemommefrø
Cayenne
1 spsk sød røget paprika
2 tsk malet kaffe

1 rød peberfrugt
3 gulerødder
1 stor porre
1 lille håndfuld broccoli
1 æble (det var rynket)
1 tomat

1 dåse flåede tomater, måske 2
2-3 dl vand
200 g kogte sorte bønner eller andre bønner eller kikærter
Salt, peber
1 spsk rørsukker
Citronsaft af en halv citron
1 frisk majskolbe

Til servering:
Kogte ris, skyr, bredbladet persille og limebåde, friskbagt brød.

Hak løg, hvidløg, rødløg og chili. Sæt til side på en tallerken. Find alle krydderierne frem. Skær grøntsagerne i tern, bræk broccoliet i mindre stykker. Majskolben er en super vigtig smagsgiver i denne ret og den gøres klar på følgende måde: Træk alle bladene af og skyl den let. Stil den lodret på et spækbræt og tag en skarp kniv, skær nu majsene af række for række - det kan godt "sprøjte" lidt. Sådan. Det var da let, hva'?

Svits nu løg, hvidløg og chili i en sjat olie i en stor gryde. Tilsæt alle krydderierne og rør godt, de må gerne få lidt varme. Tilsæt grøntsagerne og lad det små simre i 5 minutter. Tilsæt nu den hakkede tomat, de hakkede tomater, vandet, bønnerne, salt, peber og sukker. Lad det simre yderligere 20-30 minutter, imens kan du koge ris hvis du synes. Først 2 minutter inden servering tilsætter du de friske majs, deres særlige sødme og aroma skulle nødig gå tabt. Tilsæt også citronen her. Husk også at smage til, retten kan trække ret meget salt pga. bønnerne der virker så neutrale.

Servér den herlige ret med skyr eller lignende, hakket bredbladet persille, ris og limebåde og evt. friskbagt brød.


HELT fantastisk ret, i al beskendenhed, jeg savnede ikke kødet, grøntsagerne havde så meget crunch og smag og bønnerne var dejlige... Ahh... Hjemme i Mellemamerika. Buen provecho!

tirsdag den 9. august 2011

Tikka masala med kalkun, aromatiske ris og rå salat med sumak


Det ser godt ud, ikke? Farverigt, krydret, frisk, stærkt, varmende, sødt, sprødt, blødt, syrligt og salt.
Indisk mad. Noget af det bedste i verden. Denne version er en super-hurtig snydeversion for kødet er slet ikke marineret og krydderierne er brugt alt for fåtalligt.

Til 2 personer:
150-200 g ris
Gurkemeje efter lyst, ca. 1 spsk
Salt

200 g kalkun
1 spsk tandoori masala
2 spsk garam masala
1 tsk spidskommen
1 spsk korianderfrø, let knuste i morter
7 kapsler kardemommefrø, let knuste i morter
1 tsk røget paprika
Salt, peber
1 dåse flåede tomater
1 lille dåse kokosmælk

Salat:
Tomater
Agurk
Rød peberfrugt
Saft af en lime og lidt sumak
Salt, peber

Sæt først risene over og tilsæt en spsk gurkemeje samt salt.

Skær kalkunen i grove tern. Skær ligeledes 2 løg og 2 fed hvidløg i tynde skiver. Steg løgene først på en stor pande i en sjat olie. Tilsæt nu krydderierne, de skal bare lige varmes op, så kun middelvarme. Tilsæt kalkunen og skru på, det må gerne få lidt stegeskorpe. Når det er gennemstegt, tilsættes de flåede tomater og kokosmælken og så skal det ellers simre så længe du har tid til. Husk også at smag det til.

Skær imens grøntsagerne til salaten i tern og vend den med lime og sumak, salt og peber.
Servér det hele med let hakkede mandler og rosiner og nyd at være under varmere, mere krydrede himmelstrøg for en tid. Naanbrød er heller aldrig at foragte.

søndag den 19. juni 2011

Sprød spætte med mango-tomat-salsa og røde ris

Jeg er nu stærkt tilbage efter meget arbejde og en super veloverstået mundtlig eksamen i torsdags samt en lille fejring af årsdag med cheffotografen. Og nårh ja, en super hyggelig pigemiddag i går samt øl med naboerne... Travlt, det har der været. Men mad - det er der også blevet lavet :) Jeg starter fra en ende af kronologisk set. Mest for min egen skyld. Men også for jeres - maden skal jo altid forståes i den kontekst den er blevet til i. I dette tilfælde: Middagen før eksamen - Den sidste nadver inden sommerferien. Kravet er sund, lækker, trøstende og nærende mad. Så er det i hvert fald ikke kan forklares

Disse sprøde spætter er stærkt inspireret af Klidmosters indlæg her samt Price'rnes Store Scoremiddags sprøde version af søtunge, men som altid freestylede jeg og brugte det der var. Cheffotografen havde fanget nogle frosne MSC-mærkede rødspættefiletter - inspireret af den seje blogger lige her der skriver så fint om MSC - Marine Stewardship Council - "et fødevaremærke der har til formål at certificere bæredygtigt fiskeri." SKØNT. Jeg er faktisk stor fan af fødevaremærker - inkl. Nøglehullet. Super idé der er nogen uddannede der har tjekket fedt-energi-sukker-kulhydrat-salt-tilsætningsstoffer-protein-forholdet for én :)

Nå, men disse spætter blev tøet op, dybbet tørre med køkkenrulle og lagt i et ovnfast fad. Derefter blev der lavet det sprøde indslag. Da vi af en eller anden grund aldrig har rasp, måtte vi selv igang. Vi havde kun friske grovboller, så vi rev dem på den fine side af rivejernet og ristede det let på en pande. Faktisk ret lækkert, men lidt besværligt. Ellers blev der i toppingen brugt:

Friskrevet øko-rasp af hjemmegjorte boller
2 spsk smør
citronskal af en hel økocitron
Lid citronsaft
Salt, peber en masse
2 fed hvidløg


Det blev så rørt op med raspen


og smørt blidt ud på fisken.


Den kom i en tændt ovn på 180 grader i ca. 20 minutter - og de sidste 5 minutter 225 grader.

Det skal ikke tages ud før fisken synligt er blevet tilberedt og derfor er helt hvid
og raspen er gylden og lækkersprød.
Imens lavede jeg en mango-tomat-salsa:

1 mango
1 håndfuld cherrytomater
1 lille rødløg
Lidt frisk basilikum
Dressing af nyslynget honning, balsamico, salt, peber og lidt olie

Skær mango i passende stykker. Skær tomaterne i kvarte. Hak rødløget fint. Bland det hele i en smuk skål. Lav dressingen og hæld den over. Drys det hakkede basilikum over.


Ellers serverede vi en blanding af brune og røde ris der skal koge i ca. 40 minutter. Røde ris er virkelig lækkert til alskens slags mad og så smager de ikke ligeså sundt som brune ris :) Men er det alligevel.
Lidt porre og forårsløg lå under fisken og blev også fortæret.