Viser opslag med etiketten rødbeder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten rødbeder. Vis alle opslag

fredag den 30. september 2011

Majspandekager m. rødbede&gulerod, okse, spidskål og guacamole

Denne ret kunne med fordel også kaldes: "Stop spild af mad-metoden". Man tager en art "holder": Tortillas, saltede pandekager, tacoskaller, pitbrød, fladbrød - you name it og tilbereder noget fyld af sine køleskabsrester. Det er én af de bedste måder at rydde lidt op på. Vi havde nogle bolsjerødbeder til overs, nogle gulerødder, en moden avocado, spidskål, en rest ost, nogle meget bløde løg og en halv pakke hakket okse i fryseren. 

Jeg sørger ofte for at der ligger en pakke tortillas i skabet fordi 1) De kan holde sig længe og 2) De er så vildt alsidige: Burrito, fajita, stegt sprøde som "chips" eller favoritten: Quesedilla! Men denne gang var lageret gabende tomt og vi lavede i stedet en portion saltet pandekagedej. Der blev 8 store af denne portion - så kunne resterne spises til frokost med kyllingpålæg, sennepsdressing og spidskål. Tænk fremad! Så mindsker man nemlig også spild!

Majspandekager:

2 æg
1 pilsner
2 dl mælk
100 g majsgryn
50 g fuldkornshvedemel
100 g hvedemel
1 tsk salt
1 spsk oregano
1 spsk pimentón
1 spsk friskhakket urt eller eget valg, fx timian
2 tsk solsikkeolie

Pisk alle ingredienser grundigt og stil gerne dejen til hvile i køleren inden du skal stege dem på din største slip-let-pande.   

Jeg tænkte at lave en slags "salsa" af rødbederne og gulerødderne fordi de er så forholsvist hårde i det. Derfor blev rødbederne skrællede, gulerødderne vaskede og skåret i fine tern og fik sig lidt salt, peber og citronsaft og så ellers stegt ved middelvarme i 10 minutters tid i gryden.    

Imens hakkede jeg løg og hvidløg og svitsede det i olie sammen med kødet som også fik 1 lille dåse koncentreret tomatpuré og et væld af forskellige krydderier samt lidt chili.

Spidkålen blev skyllet og snittet fint. Avocadoen blev most med yoghurt, salt, peber og citronsaft og et dryp tabasco. Lidt god, lagret cheddar blev revet groft.

Så var ellers bare at stege pandekagerne og servere det hele :) Det blev overraskende lækkert og smagfuldt, det er lidt sjovere med hjemmelavede pandekager end de evindelige "grove" tortillas som egentlig smager lidt af købebrød...


Det er altid et hit at lave en masse forskellige dele til et måltid i stedet for en gryde med kogt pasta, ris eller kartofler og noget sovs med kød i... Meget mere moderne og tapas-agtigt. "Ræk mig lige guaca'en"!

Nåh, det smagte da meget godt at prøve at mindske hver danskers gennemsnitlige madspild på ca. 76 kg pr. år. (Tyg lige på den...)

torsdag den 29. september 2011

Bagte bolsjerødbeder m. krydrede vildtfrikadeller samt æble-sellerisalat

Tyndskrælleren. Din bedste ven i efterår/vinter.
Når jeg skal lave "rigtig" mad til en art romantisk middag, bliver det som oftest bagte rodfrugter af en eller anden art med noget lækkert kød, en salat og en dip eller sauce. Denne lørdag skulle bolsjerødbeder indkøbt i Torvehallerne spille hovedrollen, så de blev skrællede og skåret i tern og sammenbragt i et ovnfast fad med et par kartofler og en håndfuld gulerødder der kun lige blev vasket let. Olie, salt, peber og frisk timian som simpelthen stod i Rema og spredte italiensk stemning til en 10'er. Simpelt, skønt.

Som cheffotografen med glæde i stemmen bemærkede, så lignede det virkelig en omgang blandede bolsjer!
Jeg bagte det i ovnen i 1 times tid ved 215 grader. Farverne falmer lidt, men til gengæld er det til at tygge nu! Imens jeg ventede på bolsjefadet, tilberedte jeg resten.


 I Rema, som er et sted jeg faktisk holder meget af, har de nogle gange nogle sjove ting. Fx et pakke vildtkød på 400 g til 25 kroner. Den røg med hjem i fryseren og blev brugt denne aften. Der var også noget vildsvinekød, men fedtindholdet nærmede sig 20% i mod vildtkødets 10% og grunden til jeg går op i dette er selvfølgelig smagen. Jeg har en idé om at jo højere fedtindhold, jo mindre kød og desto mindre smag. En af mine venner påpegede engang at meget at smagen sidder i fedtet, fx i gode parmaskinker og dét må jeg give ham ret i lige på dét punkt. Jeg er klar over at tilberedningen i meget fedtholdigt kød er væsentlig for smagen og man på flere forskellige måder kan sno sig om "problemet".

Tilbage til vildtkødet. Jeg besluttede at friske det hakkede kød lidt op og iblandede flere forskellige ting, bl.a. hel enebær som jo er en klassiker til vildt:

400 g hakket vildtkød
1 stort løg
10 hele enebær
1 æg
1 dl rasp
Friskhakket timian
1 spsk sød paprika
Salt, friskkværnet sort peber

Hak løget superfint. Stød enebærene grundigt i morteren, disse var bløde i det og blev ikke til pulver, men hvis farsen bare røres grundigt sammen, skal smagen nok fordele sig. Hak eller klip timianen. Rosmarin eller oregano kan også fint bruges. Tilsæt alle ingredienser til kødet og rør grundigt med din farsrører. Put lidt film over farsen og stil den til hvile i køleren 20-30 minutter.

Så kan du jo lave en lille salat. Jeg hakkede noget spidskål (no shit, Sherlock), et par danske æbler, 3 stængler bladselleri, bladselleriblade og lidt agurk. Det blev overhældt med en tynd dressing af æbleeddike og flydende honning. Ret ristede hasselnødder have gjort sig rigtig godt lige inden servering som topping, men crispy var salaten nu alligevel.

 
Så var det blevet tid til at forme farsen til frikadeller. Også disse blev lagt i et ovnfast og smidt ind i ovnen, den var jo tændt og varm alligevel. Det bedste ved at ovnstege ting er det bliver jævnt, det er let og det kræver intet fedtstof. I dette tilfælde løb der også en hel del fedt fra uden at det fedtede køkkenet til. Smart. Jeg smagte selvfølgelig på stegeskyen og ganske rigtigt, masser af smag!


Det hele blev serveret med en hurtig whisky-flødesauce begået på en lille stegepande. Jeg tilsætte masser af frisk timian, 1 spsk dijonsennep, rigtig meget friskkværnet peber, 1 sjat soya, lidt sukker, 1 dl piskefløde og lidt for meget whisky, jeg vil anbefale 1/2 dl. Kog det grundigt til en lille bitte, men meget intens sauce.

Servér med dejlig rødvin, en sej person og lange, tændte kerter (og varme hjerter?)

Konklusion: Vildtkød er et hit! Det smager helt anerledes og... vildt? Og det er vel i for sig også så "økologisk" uden egentlig at være det. Dyret har jo levet vildt og godt i symbiose med naturen ("Det græs som antiloperne spiser...") og dét må da være topmålet af økologi/bæredygtighed? Jeg er erklæret fan! Næste gang skal der være tranebær til, måske friske. Og grønkål. Lyder det ikke lækkert?