Viser opslag med etiketten Barnemad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Barnemad. Vis alle opslag

onsdag den 28. september 2011

Spaghetti carbonara (aka. Verdens Bedste Ret)

Endelig er den her! Bloggens opskrift på den klassiske ret Spaghetti carbonara som ingen ringere end Jamie Oliver har lært mig at lave. I hans version (i bogen "Middag med Jamie" som er én af mine favortikogebøger) laver han farfalle, sommerfuglepasta med pancetta og ærter drysset med finthakket mynte og basilikum! Siden dengang har jeg altid tilsat ærter til mine carbonaras. Deres sødme passer helt fantastisk med den salte, røgede bacon. Det er også en super smart måde at gøre retten mere fyldig på og så er det let lige at tage posen med ærter ud af fryseren og hælde direkte i pastavandet.

Denne aften blev retten tilberedt med peberpancetta fra Torvehallerne, skal I lige have billedet igen?


Carbonara kræver ikke mange ingredienser, jeg bruger ca. følgende til 2 personer:

300 g pasta eller spaghetti
100-200 g god, røget bacon
2 æg
1 dl piskefløde eller madlavningsfløde
50 g friskrevet parmesan
200 g ærter
Salt, friskkværnet sort peber

Start med at sætte pastavandet til at koge. Skær derefter din bacon i smukke tern og steg dem sprøde på en varm pande. Afdryp på køkkenrulle. De må gerne blive kolde, det gør ikke spor. Hvis du bruger bacon i skiver, hvilket også godt kan lade sig gøre, så vil jeg anbefale at lægge skiverne i ét lag på en bagepapirs beklædt bageplade og stege i ovnen på 200 grader i ca. 10 minutter. Afdryp også skiverne og bræk i mindre stykker. Jeg vil dog selv foretrække baconen i tern, det giver mere bid.

Så er det ellers bare at slå ét æg pr. mand/kvinde ud i en røreskål og piske æggene godt sammen. Krydr med salt og masser af friskkværnet sort peber. Så tager du dit stykke parmesan og river det på dit rivejern.

Sådan.
Pisk fløde og parmesan i æggeblandingen grundigt. Så er den klar.
Når pastaen koger tilsætter du salt som du plejer. Også selv om baconen er salt, usaltet pasta burde være forbudt. Hold godt øje med din pasta, den skal være super al dente til denne ret. Når du bedømmer der er 2 minutter tilbage af kogetiden tilsætter du ærterne direkte fra fryseren, bare rolig, de skal nok få nok.

Nåh, tænkte du, det er da meget let at lave carbonara! Men nu kommer det "svære": Lige når man har afdryppet pastaen skal ægge-fløde-blandingen tilsættes og der skal røres som en gal så æggene bliver "kogt" til en lind, cremet, men meget lækker sauce. Mit bedste trick er at afdryppe pastaen Ugrundigt, således at en del af kogevandet (der jo er fyldt med dejlig stivelse fra pastaen) bliver i gryden og dermed hjælper med at jævne saucen.

Når alt gik som det skulle, hælder du baconen i og rører rundt og sætter låget på indtil den første portion skal øses op. Det er rigtig lækkert at drysse med krydderurter og hvis man ikke lige har mynte, fungerer både purløg, persille, kørvel og frisk timian alle formiddabelt! Servér med ekstra parmesan og mere friskkværnet sort peber!

 

søndag den 27. marts 2011

Fiskedeller, kartofler og ærter med hjemmerørt remo og aïoli

Nogle gange, nej, faktisk ret ofte, får jeg lyst til sådan noget simpelt, velsmagende mad, hvori der lægges masser af tradition og kærlighed. Fiskedeller! Det er sådan lidt børnemenu-agtigt, men fantastisk! Denne aften lavede vi pomfrits, remo og mayo til! Samt ærter og gulerødder i stave. Man skulle tro vi var to femårige... For det er det rene barnemad, super lækkert og let at lave!

Her er fremgangsmåden:

Pomfrits (fnis):
500 g kartofler
Olivenolie
Salt, peber
Oregano
Frisk rosmarin

Tænd ovnen på 225 grader. Skrub kartoflerne under vandhanen, lad dem beholde skrællen på. Skær dem i fine både/stænger og læg dem på en bagepapirbeklædt bageplade og vend dem med en god slat olivenolie. Krydr med salt, peber, oregano og lidt frisk rosmarin. Bag i 40-60 minutter til de er godt sprøde. Vend dem eventuelt undervejs.

Hjemmelavet aïoli:
1 stor, smuk, økoæggeblomme eller et bæger pasteriserede blommer 
Vindruekerneolie eller en neutral olie eller eget valg
Saft af en halv citron
1 tsk dijonsennep
Salt, peber
2 fed meget finthakket hvidløg

Dette er sådan en ting vi lige er begyndt på at lave. Mest fordi at emulsion er sådan noget frygtindgydende noget. Hvad nu hvis det går galt?? Hvis det skiller?? Så er jeg jo en køkkenfiasko! Men man kommer sig over det, for det går galt den første gang. Men tro på dig selv og du vil aldrig spise andet end hjemmelavet. Det smager fortrinligt! Vi udfører det med håndkraft, hvilket er lidt hårdt, så hvis du ejer en god elpisker eller monster-stavblender, så prøv med den. Her er cirka hvad man skal gøre:

Tag en god, solid plasticskål, fx en Magrethe der kan tåle lidt. Find dit bedste piskeris. Nu skulle du have taget æggeblommen ud af køleren for 2 timer siden, huskede du det? Godt. Put æggeblommen i skålen. Gem evt. hviden til bagværk eller din fiskefars i køleren. Pres citronen og hæld det ved blommen. Tilsæt også senneppen. Pisk det godt sammen. Nu skal der piskes! Mens du pisker, tilsætter din aïoli-makker olien i bittesmå dryp. Du pisker som en gal! Din makker tilsætter nu olien i en tynd, tynd, lille stråle. Du pisker stadig. I bliver ved. Og ved. Og ved. Og BANG! Lige pludselig sker emulsionen og konsistensen skifter! Det ligner nu mayonaisse! Omend en lidt tynd én, men det er fordi der skal piskes mere olie i den. Jo mere olie, jo luftigere mayo! Når den er smuk gullig og luftig, tilsættes hvidløget, salt, peber, det smages til og sættes til trækning i køleren. 

Første gang det lykkedes er en kæmpe-sejr! Hvis nu det begynder at skille, så kan jeg ikke huske hvad man skal gøre, så det må I selv finde ud af :) Evt. på det dét  internet....

Videre i børnemenuen!

Hjemmerørt remolade:
3 spsk grov sennepspickles
2 dl yoghurt, fx græsk 2 %
Citronsaft
Lidt sukker
Salt, peber
1 gulerod    

Så enkelt er det at røre sin remolade selv! Man køber sådan et glas, fx dette: 

Man kan få dem i tre varianter: Hel, grov og findelt. Find din egen favorit. Og bland den som du har lyst. Nogle gange bruger jeg skummetmælksyoghurt og 1 spsk økomayo, det kommer sådan lidt an på hvad det skal bruges til. I denne version fint-fint-hakkede jeg en gulerod og rørte ved, det blev lækkert og crunchy! God kontrast til den bløde fiskedelle.

Fiskedeller:
400 g torskefars fra Fiskebørsen på Bryggen 

Jep, jeg købte det færdiglavet hos en fiskemand. Næste gang laver jeg det selv, jeg ejer bare ikke en vildt god hakker, men mon ikke man kan bruge en foodprocessor? Men det smagte virkelig dejligt, fin fiskesmag og lækker, saftig konsistens. Jeg synes egentlig også det fra supermarkeder kan være ganske ok, især hvis det er helt frisk og den med laks. Man kan jo altid selv spiffe den op med krydderier, krydderurter, fintlakket løg og hvidløg, citronskal eller hvad man synes :)
Jeg formede farsen med en ske og stegte på en pande ved middelvarme i lidt olie og smør i 5-7 minutter. 

Ved serveringen tilberedte jeg lidt frosne ærter i mikrobølgeovnen og skær lidt gulerødder i stave og serverede ellers hele den hyggelige herlighed på en tallerken:


Man tror det ikke, men aïolien er den mest gule til venstre i billedet! 

Smukt, hva'? Dét får du vist nok også lyst til at lave, tror jeg nok!