Viser opslag med etiketten Hygge. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hygge. Vis alle opslag

fredag den 28. oktober 2011

Baba ganoush og mezze/tapas/antipasti


Baba ganoush løber hermed med prisen for den sjoveste titel på noget spiseligt. "Auberginepuré a la Levanten" lyder bare ikke helt så lækkert. I Levanten spiser de rigtig meget baba ganoush da det indgår i arabisk mezze, altså et slags forretsbrød med mange forskellige dips, salater og pitabrød. Jeg havde lavet en ordentlig omgang baba ganoush til nogle kyllingespyd, men da vi simpelthen ikke kunne spise op, måtte vi lave mezze til aftensmad dagen efter. Tag den, rugbrødsmadder med makrel til aftensmad! Jeg elsker personligt alle former for tapas, antipasti, mezze og forretter generelt og det bliver kun endnu bedre hvis der er mange retter, så det kan fungere som hovedmåltid.

Det er også en skide smart idé hvis man skal samle en masse mennesker til middag, det dyrker jeg tit. Det er altså lidt hyggeligt at sidde længe over maden og smånippe i maaaange timer. Friskbagt brød er selvfølgelig en nødvendighed og derudover er der ellers frit slag! Jeg er fan af ting som hummuspersillepesto, basilikumspestotomatpesto, men også indslag som tabbouleh og carpaccio og bruschetta.
Grønne salatblade med lidt balsamico gør sig også godt, eller tomatsalat.

Baba ganoush laves således:

2 auberginer
1/2 dl rigtig god olivenolie
2 dl yoghurt
1 spsk spidskommen
3-4 spsk tahin
2-3 fed hvidløg
Citronsaft
Hakket bredbladet persille
Salt og peber

De to auberginer prikkes hele vejen rundt med en gaffel og bages i ovnen ved 200 grader i 40 minutters tid til de er godt bløde. Lad dem køle af inden de halveres og det bløde kød skrabes ud og moses med en gaffel. Man kan også tage lidt af skrællen med. Spidskommen ristes på en tør pande og hvidløget hakkes fint. Alle tingene røres sammen og baba ganoushen smages godt til.  

Baba'en er den lysebrunlige ved siden af de grønne oliven.
Ja, sådan kan aftensmad også sagtens se ud :) Med et godt glas rødvin er det et regulært festmåltid.

torsdag den 31. marts 2011

Peperonata


Italiensk peberfrugtdip. Jeg lavede dog en spansk version med en pakke grillede piquillopeberfrugter indkøbt i Barcelona. Hvis man ikke lige kan finde færdiggrillede peberfrugter, kan man tage 3 smukke røde peberfrugter, skære dem i 4 flade stykker, pensle dem med lidt olie og bage dem i ovnen i 30 minutter ved 225 grader indtil skallen er lidt sort. Det skal den være. Derefter afkøler man dem og følger samme fremgangsmåde som nedenfor.

1 pakke grillede, røde peberfrugter eller 3 hjemmelavede
2 dl solsikkekerner
Et skvæt olie
Lidt revet parmesan
1 fed hvidløg
Lidt frisk chili
1 tsk spansk, røget paprika picante
Peber, lidt salt

Start med at riste solsikkekernerne på en tør, hed pande. Afkøl dem lidt og blend derefter hele herligheden til en ensartet konsistens. Smag nu til. Smager den godt? Mangler den noget? Måske en 1/2 tsk sukker?

Man kan bruge peporonataen til mange ting: Som dip til tortillachips, brød, som smørrelse i sandwich eller burger. Som en art kold sauce til diverse kødretter. Jeg glæder mig til sommer hvor jeg tror den vil være eminent til grillede grøntsager, kød og pølser! Virkelig god fordi smagen er røget, krydret men samtidig frisk! Denne aften brugte vi den som dip sammen med tunsalat til friskbagt brød.

søndag den 20. marts 2011

Gulerodskage version 2

De tre "usædvanlige" råvarer i denne kage: Mørk chokolade, ingefær og hasselnødder

Her er en anden virkelig god opskrift på gulerodskage. Den er super lækker og ret anderledes end den jeg lige har b(r)agt. God som dessert i små stykker med espresso til! Opskriften stammer fra en af mine favoritkogebøger af Tina Scheftelowitz og Sonja Bock: Suveræne Succeser. Den er simpelthen fantastisk og man får virkelig opskrifter for pengene! Total anbefalelsesværdig investering (har set den til 99,- i flere supermarkeder) Jeg har bagt den mange gange og her er opskriften og min fremgangsmåde:

200 g blødt smør
250 gulerødder
100 g hasselnødder
100 g god, mørk chokolade, min. 70%
4 æg
6 kugler syltet ingefær fra lage (i glas, står ved de asiatiske ting i supermarkeder)
225 g hvedemel
50 grahams(spelt)mel
2 tsk bagepulver
50 g rørsukker
1 dl flydende honning eller ahornsirup

Flormelis til at drysse over

Start med at riste hasselnødder på en tør pande. Dette er vigtigere end du tror! Det fremhæver nemlig smagen helt vildt meget og får din kage til at blive mere dessert-agtig og fyldig. Hak nu nødderne groft. Nogle mennesker mener man skal gnide skallen af ristede hasselnødder, jeg ville aldrig gøre det. Er du sådan en? Så gør du det bare :)
Riv gulerødderne groft på rivejernet. Hak den ingefær du har valgt at bruge fint. Hak chokoladen groft. Mål begge slags mel op og bland med bagepulver.
Pisk smør, ahornsirup/flydende honning og sukker til det er lidt luftigt, evt. med en elpisker. Pisk nu et æg i af gangen, det skiller lidt, men det skal det. Bland nu resten af de klargjorte ingredienser i og rør det godt sammen. Hæld dejen i en grundigt smurt springform og bag i 1 times tid ved 165 grader varmluft, tjek undervejs med en gaffel. Servér kagen med sigtet flormelis over, lun eller kold. Mmm...

Jeg har flere gange med stor succes erstattet de 100 g smør med en moset stor, moden banan og puttet lidt ekstra nødder i. Valnødder er også godt i. Og appelsinskal af en hel økoappelsin. Man kan selvfølgelig også bruge en anden slags chokolade, men hvem kan dog ikke lide den mørke slags :)?  

Billede følger når jeg snart bager den igen. Men det er en smuk lys kage med orange og helt mørke strejf. Og så snehvid, florlet overtræk :)

Gulerodskage

Jeg elsker gulerodskage! Det er sådan en dejlig blanding af knasende, saftige, krydrede og friske elementer! Jeg har tit lavet gulerodskage så derfor fulgte jeg lidt min egen opskrift i går - også fordi jeg gerne ville lave en lidt lettere version. Derfor brugte jeg halvt så meget smør og tilsatte i stedet lidt banan. Her er hvad jeg brugte og hvad jeg gjorde:

125 g smør
3 æg
2 dl brun farin
3 store gulerødder
2 dl kærnemælk
1 dl grovvalsede havregryn
60 g hasselnøddekerner
1/2 moden banan
2 dl hvedemel
1 tsk bagepulver
2 tsk kanel
2 tsk stødt kardemomme
1 tsk vaniljesukker
1/2 tsk salt

Smelt smørret let i din mikrobølgeovn eller tag det frem et par timer før du skal bruge det. Slå æggene ud i en stor skål, tilsæt sukker og smør og pisk det luftigt med et piskeris. Riv gulerødderne på den grove side af rivejernet. Hak hasselnødderne groft. Bland mel med bagepulver. Mos bananen med en gaffel. Nu er du klar til først at tilsætte kærnemælken til æg-smør-sukker-massen, derefter gulerødder, banan, nødder, havregryn, alle krydderierne og saltet og til sidst rører du forsigtigt melen med bagepulveret i. Dejen skal være klistret, men ikke flydende. Justér evt. med lidt mere kærnemælk/mælk eller mel. Nu har du en smuk, velduftende, gyldenbrun masse. Tag en springform eller en brødform og smør grundigt med smør.  Skrab dejen over med en dejskraber og bag i ovnen på miderste rille i 40-60 minutter, alt afhængig af formen og din ovns bageevne. 175 grader er fint. Tjek med en gaffel om den er færdig og hold øje! Afkøl på en rist til min. stuetemperatur inden du betrækker med glasur.

Fordi nogle mennesker (åbenbart) ikke så godt kan lide osteglasuren, lavede jeg half-half af to forskellige, meget nemme glasurer:

Glasur 1: Den nemme syrlig-søde
Saft af en halv citron
2 dl flormelis

Så simpelt er det! Pres citronen og bland med flormelis, måske lidt mere, måske lidt mindre, det kommer an på hvor stor en sukkergris du er :) Find den rette konsistens og betræk den ene halvdel af kagen.

Glasur 2: Den klassiske friske og cremede
100 g flødeost naturel 12% (eller 24 %)
1 dl flormelis
lidt citronsaft
revet skal af 1/2-1 økocitron

Bland alle ingredienserne og smag til. Stil evt. glasuren koldt inden du betrækker den anden halvdel af kagen, så stivner den lidt og bliver iskold og lækker!


Glasur 1 til venstrre og Glasur 2 til højre. Vælg selv og smag begge dele!

Blommemarmelade med vanilje


Efter nogle uger med pandekagespisning en masse er vi løbet tør for mødres og bedstemødres hjemmesylt. Derfor tænkte jeg at de lidt overmodne blommer dér på bordet godt kunne give nogle glas.


Så jeg skær dem midtover, fjernede stenen og skær dem i tern, kom dem i en gryde, tilsatte lidt sukker, en halv vaniljestang med kornene skrabet ud og stangen røg også med. En spiseskefuld vaniljesukker kom også ved og så lod jeg det ellers bare simre i 20 minutter ca. uden låg. Jeg kom også 1 dl vand og 1 dl citronsaft ved. Næste gang vil jeg nok undlade vandet. Da det smagte dejligt og så fint ud, skoldede jeg tre rene glas, skyllede dem med 1 tsk atamon og kom marmeladen i og lukkede låget godt til lige efter. Så lod jeg dem stå lidt på køkkenbordet og køle af og så i køleren. Mmm... Man skulle næsten lave en omgang pandekager igen snart - bare for at teste :)


fredag den 18. marts 2011

Karse


For mig er det bedste forårstegn hjemmegroet karse. Tag et brev økologiske karsefrø, noget vat, lidt vand, lys og tålmodighed og bang! så er der topping til din kartoffelmad :) Dét er da et mirakel.

tirsdag den 8. marts 2011

Hummus

Arabisk kikærtemos. Nok den mest kendte eksportvare fra de arabiske lande udover appelsiner i turbanen og terrorister. Eller frihedskæmpere. Og vandpiber. Jeg fik et anfald af savn i dag. Til Palæstina, et helt fantastisk land. Ja, land!!!!! Det indeholder de sødeste mennesker nogensinde! Jeg længes efter at vende tilbage - også på trods af at deres madkultur er noget ensformig. Men vi snakker også om et sted der kun lige akkurat kan brødføde sig selv ved at dyrke jorden the old-fashioned way, hvilket snart ikke længere er muligt fordi den israelske regering inddrager mere og mere landbrugsjord til opførelse af ulovlige bosættelser og "sikkerhedshegnet." Lad mig vise hvordan den betegnelse på INGEN måde kan accepteres:

Muren fra Palæstina-siden ved Bethlehem. Med street-art.
Dette billede er taget i januar 2011 af mig. Det vi ser er en 8 meter høj betonmur. Tre gange højere end Berlinmuren. Jeg synes bare lige I skulle se det :) 

Nu tilbage til hummus. I Palæstina og mange andre lande starter måltidet med arabisk mezze. Ja, ligesom tapas. En masse små lækre retter man nipper til inden hovedmåltidet. Det er faktisk mest en masse slags dip som man dypper pitabrød i. Hummus er fast bestanddel. Mere om de andre dips senere :) For eksempel den med det bedste navn: Baba ganoush. Ja, det var en teaser!

Hummus er sindssygt lækkert, sundt og billigt og virkelig let at lave. Det fungerer i mange sammenhænge: Som tilbehør, som dip, forret eller appertizer til en festlig sammenkomst.
Jeg tøede mine hjemme-udblødte og kogte kikærter på, der var vel ca. 200 g. Så tog jeg ellers resten af ingredienserne frem: 


200 g kogte kikærter
2 fed hvidløg
1 citron
Tahini, 2 spsk eller mere
Yoghurt, ca. 2 spsk
Palæstinensisk jomfruolivenolie (eller bare god kvalitets jomfruolivenolie)
2 tsk. spidskommen
Evt. 1 tsk cayennepeber
Salt, peber

Blend det hele i din foodprocessor eller med en god stavblender. Det er lidt svært at lave det i en blender, da hummus er for fast til at blive ordenligt blendet sammen. Men prøv dig frem. Og smag dig frem. Citron, salt og olie er kikærters bedste venner, for de får de lidt melede, proteinholdige og meget sunde ærter til at smage af noget. Tahini er det vigtigste for hummus'ens silkebløde smag og konsistens. Som bekendt er tahini sesamsmør lavet af sesamfrø og salt. Urtekram laver en udmærket en, men jeg kan bedst lide mine arabiske grønthandlernaboers, den er mere flydende og smager af mere.