Viser opslag med etiketten Dagens aftensmad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dagens aftensmad. Vis alle opslag

fredag den 28. oktober 2011

Baba ganoush og mezze/tapas/antipasti


Baba ganoush løber hermed med prisen for den sjoveste titel på noget spiseligt. "Auberginepuré a la Levanten" lyder bare ikke helt så lækkert. I Levanten spiser de rigtig meget baba ganoush da det indgår i arabisk mezze, altså et slags forretsbrød med mange forskellige dips, salater og pitabrød. Jeg havde lavet en ordentlig omgang baba ganoush til nogle kyllingespyd, men da vi simpelthen ikke kunne spise op, måtte vi lave mezze til aftensmad dagen efter. Tag den, rugbrødsmadder med makrel til aftensmad! Jeg elsker personligt alle former for tapas, antipasti, mezze og forretter generelt og det bliver kun endnu bedre hvis der er mange retter, så det kan fungere som hovedmåltid.

Det er også en skide smart idé hvis man skal samle en masse mennesker til middag, det dyrker jeg tit. Det er altså lidt hyggeligt at sidde længe over maden og smånippe i maaaange timer. Friskbagt brød er selvfølgelig en nødvendighed og derudover er der ellers frit slag! Jeg er fan af ting som hummuspersillepesto, basilikumspestotomatpesto, men også indslag som tabbouleh og carpaccio og bruschetta.
Grønne salatblade med lidt balsamico gør sig også godt, eller tomatsalat.

Baba ganoush laves således:

2 auberginer
1/2 dl rigtig god olivenolie
2 dl yoghurt
1 spsk spidskommen
3-4 spsk tahin
2-3 fed hvidløg
Citronsaft
Hakket bredbladet persille
Salt og peber

De to auberginer prikkes hele vejen rundt med en gaffel og bages i ovnen ved 200 grader i 40 minutters tid til de er godt bløde. Lad dem køle af inden de halveres og det bløde kød skrabes ud og moses med en gaffel. Man kan også tage lidt af skrællen med. Spidskommen ristes på en tør pande og hvidløget hakkes fint. Alle tingene røres sammen og baba ganoushen smages godt til.  

Baba'en er den lysebrunlige ved siden af de grønne oliven.
Ja, sådan kan aftensmad også sagtens se ud :) Med et godt glas rødvin er det et regulært festmåltid.

fredag den 30. september 2011

Majspandekager m. rødbede&gulerod, okse, spidskål og guacamole

Denne ret kunne med fordel også kaldes: "Stop spild af mad-metoden". Man tager en art "holder": Tortillas, saltede pandekager, tacoskaller, pitbrød, fladbrød - you name it og tilbereder noget fyld af sine køleskabsrester. Det er én af de bedste måder at rydde lidt op på. Vi havde nogle bolsjerødbeder til overs, nogle gulerødder, en moden avocado, spidskål, en rest ost, nogle meget bløde løg og en halv pakke hakket okse i fryseren. 

Jeg sørger ofte for at der ligger en pakke tortillas i skabet fordi 1) De kan holde sig længe og 2) De er så vildt alsidige: Burrito, fajita, stegt sprøde som "chips" eller favoritten: Quesedilla! Men denne gang var lageret gabende tomt og vi lavede i stedet en portion saltet pandekagedej. Der blev 8 store af denne portion - så kunne resterne spises til frokost med kyllingpålæg, sennepsdressing og spidskål. Tænk fremad! Så mindsker man nemlig også spild!

Majspandekager:

2 æg
1 pilsner
2 dl mælk
100 g majsgryn
50 g fuldkornshvedemel
100 g hvedemel
1 tsk salt
1 spsk oregano
1 spsk pimentón
1 spsk friskhakket urt eller eget valg, fx timian
2 tsk solsikkeolie

Pisk alle ingredienser grundigt og stil gerne dejen til hvile i køleren inden du skal stege dem på din største slip-let-pande.   

Jeg tænkte at lave en slags "salsa" af rødbederne og gulerødderne fordi de er så forholsvist hårde i det. Derfor blev rødbederne skrællede, gulerødderne vaskede og skåret i fine tern og fik sig lidt salt, peber og citronsaft og så ellers stegt ved middelvarme i 10 minutters tid i gryden.    

Imens hakkede jeg løg og hvidløg og svitsede det i olie sammen med kødet som også fik 1 lille dåse koncentreret tomatpuré og et væld af forskellige krydderier samt lidt chili.

Spidkålen blev skyllet og snittet fint. Avocadoen blev most med yoghurt, salt, peber og citronsaft og et dryp tabasco. Lidt god, lagret cheddar blev revet groft.

Så var ellers bare at stege pandekagerne og servere det hele :) Det blev overraskende lækkert og smagfuldt, det er lidt sjovere med hjemmelavede pandekager end de evindelige "grove" tortillas som egentlig smager lidt af købebrød...


Det er altid et hit at lave en masse forskellige dele til et måltid i stedet for en gryde med kogt pasta, ris eller kartofler og noget sovs med kød i... Meget mere moderne og tapas-agtigt. "Ræk mig lige guaca'en"!

Nåh, det smagte da meget godt at prøve at mindske hver danskers gennemsnitlige madspild på ca. 76 kg pr. år. (Tyg lige på den...)

torsdag den 29. september 2011

Bagte bolsjerødbeder m. krydrede vildtfrikadeller samt æble-sellerisalat

Tyndskrælleren. Din bedste ven i efterår/vinter.
Når jeg skal lave "rigtig" mad til en art romantisk middag, bliver det som oftest bagte rodfrugter af en eller anden art med noget lækkert kød, en salat og en dip eller sauce. Denne lørdag skulle bolsjerødbeder indkøbt i Torvehallerne spille hovedrollen, så de blev skrællede og skåret i tern og sammenbragt i et ovnfast fad med et par kartofler og en håndfuld gulerødder der kun lige blev vasket let. Olie, salt, peber og frisk timian som simpelthen stod i Rema og spredte italiensk stemning til en 10'er. Simpelt, skønt.

Som cheffotografen med glæde i stemmen bemærkede, så lignede det virkelig en omgang blandede bolsjer!
Jeg bagte det i ovnen i 1 times tid ved 215 grader. Farverne falmer lidt, men til gengæld er det til at tygge nu! Imens jeg ventede på bolsjefadet, tilberedte jeg resten.


 I Rema, som er et sted jeg faktisk holder meget af, har de nogle gange nogle sjove ting. Fx et pakke vildtkød på 400 g til 25 kroner. Den røg med hjem i fryseren og blev brugt denne aften. Der var også noget vildsvinekød, men fedtindholdet nærmede sig 20% i mod vildtkødets 10% og grunden til jeg går op i dette er selvfølgelig smagen. Jeg har en idé om at jo højere fedtindhold, jo mindre kød og desto mindre smag. En af mine venner påpegede engang at meget at smagen sidder i fedtet, fx i gode parmaskinker og dét må jeg give ham ret i lige på dét punkt. Jeg er klar over at tilberedningen i meget fedtholdigt kød er væsentlig for smagen og man på flere forskellige måder kan sno sig om "problemet".

Tilbage til vildtkødet. Jeg besluttede at friske det hakkede kød lidt op og iblandede flere forskellige ting, bl.a. hel enebær som jo er en klassiker til vildt:

400 g hakket vildtkød
1 stort løg
10 hele enebær
1 æg
1 dl rasp
Friskhakket timian
1 spsk sød paprika
Salt, friskkværnet sort peber

Hak løget superfint. Stød enebærene grundigt i morteren, disse var bløde i det og blev ikke til pulver, men hvis farsen bare røres grundigt sammen, skal smagen nok fordele sig. Hak eller klip timianen. Rosmarin eller oregano kan også fint bruges. Tilsæt alle ingredienser til kødet og rør grundigt med din farsrører. Put lidt film over farsen og stil den til hvile i køleren 20-30 minutter.

Så kan du jo lave en lille salat. Jeg hakkede noget spidskål (no shit, Sherlock), et par danske æbler, 3 stængler bladselleri, bladselleriblade og lidt agurk. Det blev overhældt med en tynd dressing af æbleeddike og flydende honning. Ret ristede hasselnødder have gjort sig rigtig godt lige inden servering som topping, men crispy var salaten nu alligevel.

 
Så var det blevet tid til at forme farsen til frikadeller. Også disse blev lagt i et ovnfast og smidt ind i ovnen, den var jo tændt og varm alligevel. Det bedste ved at ovnstege ting er det bliver jævnt, det er let og det kræver intet fedtstof. I dette tilfælde løb der også en hel del fedt fra uden at det fedtede køkkenet til. Smart. Jeg smagte selvfølgelig på stegeskyen og ganske rigtigt, masser af smag!


Det hele blev serveret med en hurtig whisky-flødesauce begået på en lille stegepande. Jeg tilsætte masser af frisk timian, 1 spsk dijonsennep, rigtig meget friskkværnet peber, 1 sjat soya, lidt sukker, 1 dl piskefløde og lidt for meget whisky, jeg vil anbefale 1/2 dl. Kog det grundigt til en lille bitte, men meget intens sauce.

Servér med dejlig rødvin, en sej person og lange, tændte kerter (og varme hjerter?)

Konklusion: Vildtkød er et hit! Det smager helt anerledes og... vildt? Og det er vel i for sig også så "økologisk" uden egentlig at være det. Dyret har jo levet vildt og godt i symbiose med naturen ("Det græs som antiloperne spiser...") og dét må da være topmålet af økologi/bæredygtighed? Jeg er erklæret fan! Næste gang skal der være tranebær til, måske friske. Og grønkål. Lyder det ikke lækkert? 

mandag den 27. juni 2011

Pizza - "fake" købe

Nogle gange har man bare lyst til købe-pizza. Ikke noget fancy-hjemmelavet-nærmest sundt-gøgl, nej, en overflod af politisk ukorrekte kødprodukter og masser af klam ost. Men både den tanke samt viden om hvor dyrt pizza egentlig er blevet lavede vi et simpelt regnestykke: Er det ikke næsten ligeså hurtigt at lave det selv - hvis man bruger en købe-bund - og så til halv pris? Det tog 40 minutter at lave dem i alt og vi regnede ud at den ene pizzas pris var 26 og den anden 30. Så jo, det var langt billigere og stadig bedre. Men det lignede købepizzaer fordi der var skinkestrimler på den ene!   

Mmm... Chorizo og frisk timian

Et lille hjørne til en rest gorgonzola samt røget hjortepølse med fennikel fra Aalbæk. Nok mit hjørne.

Cheffotografens yndlings: Skinke, løg, jalepeños, masser af tørret chili og oregano

Oliven og chorizo kom der også på... 
Tomatsaucen var den samme som i indlægget om HELT hjemmelavet pizza. De der købebunde bliver jeg aldrig nogensinde vild med, men hurtige - det er de. Så sådan et lille pizza-samlesæt er altså rart i en snævr vending, men er på ingen måde så godt som den ægte vare!

torsdag den 23. juni 2011

Kalkunruller med ris-speltsalat og tzatiki

Jeg havde igen inviteret tre søde veninder til middag på matriklen, og jeg synes jeg skyldte dem at servere noget lidt ny mad for dem. Derfor gik den vilde jagt i Superbrugsen for jeg tænkte at inspirationen kunne ligge og glemme sig i et nyt supermarked, og Brugsen har altid et ret lækkert udvalg af alskens slags kødudskæringer. Og ganske rigtigt: Der lå et smukt kalkunbryst på knap et kilo og ventede på mig. Jeg havde forinden bladret i en kogebog jeg har lånt på biblioteket: "Kloge kvinder - kræsne mænd", af den føromtalte dygtige skribent Birgitte Esherich. Der var faktisk en opskrift på nogle kalkunruller. Da jeg kom hjem genlæste jeg opskriften og fandt på noget der passede til hvad vi havde. Derfor får i den også som jeg lavede - men snart igen vil jeg forsøge mig med hendes version.

Kalkunruller til 4 personer:

1 stort kalkunbryst, ca. 900 g
1 squash
1 håndfuld bløde soltørrede tomater
50 g feta
2 fed hvidløg
Masser af salt og peber
Frisk timian

Princippet er ligesom at skære kalkun i lange flade stykker og gøre det samme med squashen og så rulle det sammen om fetaen der er most med finthakket hvidløg, salt og peber og de soltørrede tomater. I den oprindelige opskrift var det kalkunschnitzler og flødeost og det ville nok have været nemmere. Ikke desto mindre gik det faktisk fint og jeg kan klart anbefale det. Bare hav masser af tandstikker ved hånden :)


De skulle så steges på panden ved jævn, lav varme i 20 minutters tid. Kalkun er jo ret mildt i smagen så bare giv lidt gas og lav en stegeskorpe og krydr for guds skyld med masser af salt og peber under stegningen også.

Her kan man se lidt af fyldet. Men det opførte sig overraskende pænt og blev i sit fængsel af dejlig kalkun.
Der skulle også noget tilbehør til og en rest perlespelt fra Urtekram blev kogt og kølet lidt ned samt en rest røde ris fra dagen før. Det blev alt sammen rørt med rød peber i tern, lynblancherede gulerødder og en posefuld gourmetbønner i tern og masser af friskhakket persille.



Jeg rørte også en hurtig dressing af citronsaft, olivenolie, soya, honning og salt og peber som blev blandet ved. Fordi det var lidt pigemiddag tænkte jeg at tzatiki også ville være et hit. Det er ellers sådan noget jeg ALDRIG laver af en eller anden grund. Jeg kan meget godt lide det, det er måske bare lidt kedeligt? Nå, men her rørte jeg en hel, godt afdryppet revet agurk med 2 fed hvidløg og ca. 5 dl god tyrkisk yoghurt og igen masser af salt og peber. Den fik lov at trække ret længe og det blev da hæderligt.
Lidt persille rørt i ville også have været godt :)

søndag den 19. juni 2011

Sprød spætte med mango-tomat-salsa og røde ris

Jeg er nu stærkt tilbage efter meget arbejde og en super veloverstået mundtlig eksamen i torsdags samt en lille fejring af årsdag med cheffotografen. Og nårh ja, en super hyggelig pigemiddag i går samt øl med naboerne... Travlt, det har der været. Men mad - det er der også blevet lavet :) Jeg starter fra en ende af kronologisk set. Mest for min egen skyld. Men også for jeres - maden skal jo altid forståes i den kontekst den er blevet til i. I dette tilfælde: Middagen før eksamen - Den sidste nadver inden sommerferien. Kravet er sund, lækker, trøstende og nærende mad. Så er det i hvert fald ikke kan forklares

Disse sprøde spætter er stærkt inspireret af Klidmosters indlæg her samt Price'rnes Store Scoremiddags sprøde version af søtunge, men som altid freestylede jeg og brugte det der var. Cheffotografen havde fanget nogle frosne MSC-mærkede rødspættefiletter - inspireret af den seje blogger lige her der skriver så fint om MSC - Marine Stewardship Council - "et fødevaremærke der har til formål at certificere bæredygtigt fiskeri." SKØNT. Jeg er faktisk stor fan af fødevaremærker - inkl. Nøglehullet. Super idé der er nogen uddannede der har tjekket fedt-energi-sukker-kulhydrat-salt-tilsætningsstoffer-protein-forholdet for én :)

Nå, men disse spætter blev tøet op, dybbet tørre med køkkenrulle og lagt i et ovnfast fad. Derefter blev der lavet det sprøde indslag. Da vi af en eller anden grund aldrig har rasp, måtte vi selv igang. Vi havde kun friske grovboller, så vi rev dem på den fine side af rivejernet og ristede det let på en pande. Faktisk ret lækkert, men lidt besværligt. Ellers blev der i toppingen brugt:

Friskrevet øko-rasp af hjemmegjorte boller
2 spsk smør
citronskal af en hel økocitron
Lid citronsaft
Salt, peber en masse
2 fed hvidløg


Det blev så rørt op med raspen


og smørt blidt ud på fisken.


Den kom i en tændt ovn på 180 grader i ca. 20 minutter - og de sidste 5 minutter 225 grader.

Det skal ikke tages ud før fisken synligt er blevet tilberedt og derfor er helt hvid
og raspen er gylden og lækkersprød.
Imens lavede jeg en mango-tomat-salsa:

1 mango
1 håndfuld cherrytomater
1 lille rødløg
Lidt frisk basilikum
Dressing af nyslynget honning, balsamico, salt, peber og lidt olie

Skær mango i passende stykker. Skær tomaterne i kvarte. Hak rødløget fint. Bland det hele i en smuk skål. Lav dressingen og hæld den over. Drys det hakkede basilikum over.


Ellers serverede vi en blanding af brune og røde ris der skal koge i ca. 40 minutter. Røde ris er virkelig lækkert til alskens slags mad og så smager de ikke ligeså sundt som brune ris :) Men er det alligevel.
Lidt porre og forårsløg lå under fisken og blev også fortæret.

mandag den 13. juni 2011

Super-turbo-lasagne med aubergine og jordbærsalat med balsamico



Jeg havde som sagt været syg, men på trods af at jeg var alene hjemme lørdag aften pga. mit store engagement i videnskabsteori-eksamen (as if), besluttede jeg at lave en ordentlig omgang lasagne med masser af friske råvarer. Jeg havde virkelig brug for noget hjemmelavet sund og nærende mad og tilsatte derfor ureglementeret mange grøntsager. Ej, jeg fulgte faktisk min tidligere opskrift men tilsatte flere gulerødder og to kæmpe løg. En hel aubergine blev skåret i tynde skiver og lagt oven på kødsovslaget - og brugte også nogle super gode grove lasagneplader. Bechamelen blev lavet på skummetmælk og det kunne den ikke helt klare, den ændrede lige struktur efter bagningen, men smagen var fin, mest fordi jeg tilsatte en halv revet muskatnød og en stykke revet emmenthaler - så det blev faktisk mornay :) Toppet op med mozzerella og bagt i 35 minutter. Skønt.


For en gangs skyld havde vi noget brugbar salat og jeg havde også lige købt nogle dejlige jordbær. Så lavede jeg lige en salat af:

Iceberg og romaineblade
Agurk
Jordbær
Frisk basilikum
Dressing: Balsamico, æbleeddike, olivenolie, citronsaft, nyslynget honning, salt og peber.

Dressingen er meget vigtig - balsamico og jordbær passer bare så godt sammen!


Hold nu op det smagte dejligt! Jeg blev mæt på en dejlig måde og følte virkelig at depoterne igen var fyldt op. Dagen efter, dvs. i går, kunne vi opvarme lasagnen og lave endnu en salat - bare med mange flere jordbær. Skønt.

søndag den 12. juni 2011

Tomatpesto

Som nævnt i mit første pesto-indlæg har jeg tre pestoer i repetoiret. Denne stammer fra en opskrift fra Irmas gratis madmagasin "Krydderiet" og kan findes på deres hjemmeside. Jeg har den i et blad og en lille flyer som dog er videregivet til min søde veninde da hun skulle flytte hjemmefra. Hun er erklæret fan af denne pesto og jeg laver den tit hvis hun kommer. Min mor er ligeledes fan og jeg burde være bedre til altid lige at have et glas med til hende. Det er nemlig en super let og meget smagfuld pesto som kan bruges til rigtig meget. Som med alt andet bliver den bedre med gode råvarer. Især tomaterne er vigtige i denne pesto (sjovt nok). De soltrørrede skal være bløde og smagfulde og de friske skal gerne være stilktomater der er lidt overmodnede i din vindueskarm - så bliver det allerbedst. Pecorino kommer virkelig til sin ret, men grana padano eller parmesan er også udmærket.
Ofte bruger vi den på friskbagt brød, i sandwich og til friskkogt pasta. Men den ville også fungere sublimt på pizza, til kød og fisk osv. Jeg bringer min egen version af deres opskrift:  

100 g soltørrede tomater, en god håndfuld. Det må rigtig gerne være "de bløde" der er let marinede i lidt olie og krydderurter. De fleste supermarkeder har dem. Man kan godt bruge "de tørre" men så skal de ligge i blød så de er til at blende.
2 håndfulde revet parmesan eller pecorino
1-2 håndfulde solsikkekerner
6-8 cherrytomater eller 4-6 blommetomater
Olivenolie, ca. 1-2 dl
Lidt frisk chili
Evt. 1 fed hvidløg
Friskkværnet peber
Et nip salt  
Tørret oregano eller frisk timian/oregano

Start med at riste solsikkekernerne på en tør hed pande i få minutter, de skal bare lige tage farve. Afkøl dem ved at lægge dem på en tallerken. På den måde bliver de meget mere nøddeagtige i smagen og det kan vi lide! Riv parmesanen groft på et rivejern. Skær de friske tomater i tern og klip de soltørrede tomater i stykker. Tilsæt alle råvarerne i din food'er og blend til det har en konsistens du kan lide. Smag til. Grov konsistens er godt hvis det ikke nødvendigvis skal bruges på pasta, for på pasta er en olieret, lind pesto bedst. Jeg foretrækker at spise pestoen vendt med grov spaghetti - det er helt suverænt. Gerne med ekstra parmesan og lidt spinatblade! Mums.  


Som med andre pestoer der er lavet af friske råvarer, er holdbarheden ikke uendelig. Opbevar fx i et syltetøjsglas i køleren og hver gang du har taget så sørg for at overfladen er dækket med olie. Min erfaring siger mig det sagtens kan holde i 4 dage, men sikkert også mere. Saltindholdet og olieindholdet virker vel konserverende. Pga. denne pestos fortræffeligheder har jeg altid soltørrede tomater og solsikkekerner liggende og friske tomater og parmesan-lignende ost er også basis. Men det kommer der mere om, har nemlig fået en opgave af en sød mad-ven: Jeg skal skrive en fyldestgørende liste over gode råvarer til et basislager. Jeg går og brygger på det og det kommer i løbet af ugen...

Tabbouleh


Tabbouleh er en libanesisk persillesalat der består af bulgur, citron, olivenolie, tomater og persille og mynte. Jeg stiftede bekendtskab med denne i Palæstina i den ægte version - og over halvdelen var persille. Men tabbouleh kan varieres i det uendelig og er en meget bekendt ret på buffeter - ofte iblandet alt muligt mærkeligt. Det blev der også denne gang fordi det skulle fungere som hovedret - uden yderligere tilbehør. Jeg var selv på arbejde da råvarerne blev hakket og blandet, men heldigvis blev der taget et billede imens:


Finthakket gulerod, rød peberfrugt, rødløg, tomater, mynte og masser af bredbladet persille. Det blev blandet op med kogt og lettere afkølet mørk fuldkornsbulgur der var meget mørkt og yderst lækkert i smagen. Salaten blev yderligere krydret med finthakkede mandler og soltørrede abrikoser samt lidt stegt chorizo på toppen :) Dressingen bestod af palæstinensisk olivenolie, citronsaft, salt, peber og lidt honning og det hele blev vendt grundigt rundt og nydt sammen med lidt kidneybønnehummus :)

Et stykke lækker grillet kylling eller andet og lidt hjemmegjort tzatiki havde gjort denne ret til en ægte ret - men vi tog studenterversionen uden så mange dikkedarer.

tirsdag den 7. juni 2011

Salade Nicoise


Egentlig burde denne opskrift hedde "Salat-med-tun-æg-og-majs-i-barndomshjemmets-orange Magretheskål-som-fik-når-det-var-ægte-sommer". Jeg har tydelige og dejlige minder om denne ret som vi ofte fik med snasket hvidløgsflutes og koldskål m. jordbær til dessert. Og det blev altid serveret i den store orange skål, altid, så den manglede meget i aften. Jeg synes vejret har været forfærdeligt lummert og varmt de sidste par dage, feber hjælper måske heller ikke ligefrem, så jeg havde derfor slet ikke lyst til varm mad, men kolde bade og knasende frisk salat.

Derfor lavede jeg en salat af:

1 hoved iceberg (i en ideel verden ville grønthandlerne have haft romaine)
1 rød snackpeber
1 agurk
1 bundt radiser
3 gulerødder
1 håndfuld persille
3 æg
1 dåse (god) tun (det findes)
Grønne oliven


Kog æggene som du har lyst, smilende er lækkert, det er vel 5-6 minutters kogetid.
Skyl og skær grøntsagerne som du har lyst. Afdryp tunen. Arrangér det hele på et smukt fad eller i den slidte orange skål.


1000-øer-wannabe-dressing lavet af:

Ylette
Paprika
Citronsaft
Ketchup
Sukker
Salt, peber
Tabasco

Bland grundigt og smag grundigt til. Sukker/syre-balancen er vigtig i denne dressing. Finthakket skalotteløg, lidt hvidløg eller lidt HP-sauce er også godt i.

Dressingen før den piskes

... og efter
Servér med ristet brød eller friske boller eller bare spis og nyd :)

søndag den 5. juni 2011

Pasta med ærter og serrano


Jeg er stadig syg og mildt sagt negativ. Har fået skrevet konklusionen, bevares, og brugt endnu en solskinsdag indenfor. Men jeg mangler stadig en mundtlig eksamen og det er som om at administrationens hjerne er blevet svitset af de hede kontore. Hvor svært kan det egentlig være at planlægge en eksamen? Kommer det bag på dem at vi er 40 elever der skal op når vi nu har været 40 hele semestret i gennem? Hvorfor skal 10 af os så op på et endnu ukendt tidspunkt når jeg burde have været oppe d. 16.? Føler de sig forpligtede til at oplyse os om det? Næh. De har jo magten. UNDSKYLD min vrede, men det er for sindssygt. Det skal lige siges at forhistorien er enorm lang og hvis I kendte den, ville I være på min side. Uden tvivl. Og løg. Håber jeg.

Nå, men mad skal der jo på bordet og køleren gemte ikke på noget særligt interessant. Måske fordi vi ikke har handlet i en uge. Derfor blev det pasta, mit lager er uudtømmeligt. Ja, jeg ved det, jeg består nu af kvart snot, smerter, ynkelighed, kvart te og halv pasta. Og nys. Hvor mange gange kan et menneske egentlig nyse?

Stærkt inspireret af disse pigers idé om at putte flødeost i pasta, brugte jeg en rest philidelphia i denne ret. Og det bliver ikke sidste gang. Hold kæft det var godt! Røg lige ned i løgnhalsen. Resten af retten ligner også, men vores køleskabsrester er åbenbart identiske - måske derfor jeg med det samme følte et vist slægtskab.

300 g muslinger fra Urtekram fra Det Uudtømmelige Pastalager (DUP)
1 pakke virkelig dejlig serrano (fra mamá), 6 store skiver (bacon ville også være godt)
200 g frosne ærter
2 spsk philidelphia
1 håndfuld rynkede cherrytomater
1 fed hvidløg
1 løg
Sjat mælk
1 spsk oregano
Frisk timian
Salt, peber

Kog pastaen. Tilsæt ærterne det sidste minut. Steg serranoen sprød og lækker i ganske lidt olie og stil til side. Hak løget og hvidløget og steg i lidt olie. Tilsæt tomater, timian, oregano, salt og peber og lad det lige blive lidt slattent. Tilsæt nu philien og nyd synet af ægte cremethed. Smag grundigt til og vend i de let afdryppede pastaer (med ærterne, du huskede det, ikke?) Servér med dejlig sofa og parmesan. Og kleenex...

Forresten, jeg så lige noget meget skægt: Kan I huske Forbrydelsen? Den første? Ja den hvor Sofie Gråbøl ser mystisk ud i mange, lange timer og har en nizzle sweater på? Den er der jo lavet et amerikansk remake af! The Killing hedder den... Herre god og tro mod originalen, hvilket gør mig stolt over at være skandinaver. Og have mega sart lys hud.

Antipasti

Eksamensstress er tilsyneladende ikke noget som mit daglige indtag af smoothies med C-vitaminer og fuldkornskost kan håndtere. Derfor har jeg nu halsbetændelse, feber og generelt ubehag. Men jeg mangler kun konklusionen og afleverer mandag - og så er min blogge-skrivelyst tilbage 100 %. Denne uge har nu heller ikke budt på de store kulinariske udskejelser, dels pga. børnepasning (fiskedeller og bolognese - igen), dels pga. opgaveskrivning.... Ud af de sidste 5 dage har 3 af dem stået på pasta - så derfor blev dagens aftensmad - antipasti (sygeversionen uden så mange dikkedarer...)

Noget dejligt hjemmelavet brød fik selskab af olivenolie, cherrytomater, frisk mozzerella og frisk basilikum og en lille tur i ovnen. Voila! Bruschetta magarita. Altid en favorit.



En pakke carpaccio som jeg fik stukket i hånden af mamá fik selskab af rød peberfrugt i tern, purløgsblomster, olivenolie, salt, peber, grana padano og lidt mere basilikum. I mangel af rucola og generelt indhold i køleskabet, fungerede den røde peberfrugt ret fint som det crunchy element.


Dejlig let og smagfuld aftensmad - lidt forretsagtig dog. Cheffotografen tog sig også lige en rugbrødsmad med oksespegeren fra Aalbæk og den nye løgrelish. Det fungerede super godt sammen!

Desserten var hindbærsnitter fra emmery's - de var gode og friske, bevares, men manglede en del afrunding i smagen. Dejen manglede salt og sukker, hindbæren manglede syrlighed og glasuren var i et mønster og derfor også mangelfuld. Men alt i alt vil jeg nok spise hindbærsnitter fra emmery's igen, man kan smage kvaliteten omend den mangelfulde tilsmagning.
Jeg tror dog snart jeg må prøve at lave hindbærsnitter selv, det virker ret simpelt...

søndag den 29. maj 2011

Hjemmelavede durümruller

I går var der Champions League-finale og jeg havde glædet mig længe! Barcelona skulle klart vinde og dét må man sige at de gjorde :) Vi skulle hjem til nogle venner og havde tilfældigvis en ladcykel ved hånden. Så vi legede cateringfirma og cyklede, med mig og durümruller i ladet, små 8 kilometer. Det lod som om det var hårdt, forståeligt nok. Der var nemlig masser af lækkerier i det lad.

Durümruller er mit favorit-junk, så derfor var det oplagt at lave dem selv i en friskere og meget sundere version. Det blev skide godt og er virkelig let. Vi havde både noget kylling og nogle oksemedaljoner som begge blev snittet tyndt og marineret i den samme marinade som bestod af:

1 dl solsikkeolie
3 spsk shawarma-krydderi importeret fra Palæstina
1 spsk garam masala
2 tsk spidskommen
2 tsk stødt koriander
Lidt sennepsfrø, let knuste i en morter
3 fed revet hvidløg
Lidt paprika
1 tsk cayenne
Salt, peber
2 tsk flydende honning

Vi marinerede det i fryseposer og lagde det på køl indtil det skulle steges ved super høj varme på en tør pande så det fik masser af stegeskorpe.


Oksekød... Mmm...


...og mere kød, eller fjerkræ, kykling...
Dressingen er også vigtig i durümruller så jeg lavede en på følgende måde:

400 ml fromage blanc 0,1 %
Saft af en halv citron
2 spsk tahini
Salt, peber
2 fed finthakket hvidløg

Bland det hele grundigt og lad trække indtil brug.


Endvidere:
1 spidskålshoved, finthakket
1 icebergsalat
5 tomater
1 agurk (fra Danmark)
1 snackpeberfrugt



Store, flade tyrkiske durümfladbrød fra din grønthandler
1 glas chilisauce

MEGET autentisk hot-hot-sharwarma-chili-sauce, kan købes i Løgimose
Grøntsagerne skæres som man har lyst, det hele arrangeres på smukke fade og så fylder og ruller man ellers indtil man er mæt og glad :)


Næste gang vil jeg også servere nogle syltede løg af en slags, fx nogle syrlige, krydrede, herlige nogle og måske også en masse frisk persille.

onsdag den 25. maj 2011

Gris med sauteret blomkål, broccoli, risnudler og saté-peanutdip

I dag skulle der noget nyt på bordet! Helt nyt. Altså, næsten. Jeg havde gået med en idé om en smuk salat af blomkål og broccoli drysset med sesamfrø. Og med udgangspunkt i den tanke lavede jeg aftenens virkelig vellykkede ret. Min søde Farmor og Farfar bor på den naturskønne ø, Lolland (som nogle måske kender, den er ikke så moderne, men det bliver den) havde været på besøg i weekenden. De havde været så venlige af medbringe en ordentlig klump lækker skinkekød fra den halve gris som de køber en gang i mellem. Og jeg lover at kødet var lækkert! Virkelig mørt og smagfuldt. Jeg tøede vel ca. 300 g op og det skulle også indgå i aftenens ret. Jeg havde også længe villet lave den klassiske thailandske forret, saté gai, som er marineret kylling på spyd og den lækreste peanutsauce til! Hvorfor ikke slå asiatisk kålsalat sammen med god lollandsk gris og peanutsauce? Jeg havde også noget lækkert malaysisk curry der skulle bruges, så det blev til aftenens ret.



Gode råvarer. Sådan starter et godt måltid.
Jeg lavede med vilje meget så der også kunne være lidt til i morgen hvor den står på rester.

300 g brede risnudler
1 broccoli
1 blomkålshoved
1 stængel citrongræs
1 dl sesamfrø
1/2 dl nigellafrø
2 spsk malaysisk curry eller 1 spsk thai curry
Saft af en halv citron
God slat soya
200-300 g kød, her gris

Kog nudlerne. Bræk broccolien i mindre stykker og blanchér den i 2 minutter i spilkogende vand. Skær blomkålen i skiver. Skær citrongræs super fint. Rist sesamfrøene og nigellafrøene kort på en varm pande.  Tag det af og stil til side. Varm lidt olie op. Tilsæt malaysisk curry og svits lidt. Tilsæt citrongræs, blomkål, broccoli. Svits, svits, svits. Tilsæt soya og citronsaft. Det skal cirka have 10 minutters tid.


Skær imens grisen i passende stykker og sautér den på en anden pande i lidt mere curry, smag til med soya og citron.

Når kødet er gennemstegt hældes det op på kålene og der vendes rundt med de ristede sesamfrø og nigellafrø.


Servér med kogte, lækre risnudler, pinde, limbåde og dyp så fx kødet i peanutsaucen inden det spises og nydes.


Peanutsauce/dip/saté:
3 spsk peanutbutter - crunchy er godt til det
1 spsk soya
2 spsk citronsaft
Evt. lidt finthakket hvidløg
1 tsk cayenne
2 tsk flydende honning
1-3 spsk vand


Min peanutbutter havde jeg opbevaret i køleren. Så den var godt fast. Det gjorde det altså lidt til en udfordring. Men jeg reddede det nogenlunde ved at blande den op med lidt kogende vand. Det gjorde dog stadig at min saté gris blev ret fast og derfor lidt dip-agtig. Ikke desto mindre blev uafsindigt lækkert! Lav det lav det lav det!
GRIS på gaf.... pinden!