fredag den 4. marts 2011

Pandekager

En ægte klassiker! Også en af de billigste måder at få noget hjemmelavet sødt på. Ofte af ingredienser man altid har lige ved hånden, hvilket godt kan blive lidt farligt i længden... I fødselsdagsgave fik jeg en pandekagepande i støbejern af min roomie - vi er lidt fanatikere mht. pandekagekunsten. Men jeg kan kun anbefale en sådan skabning, den er ganske enkelt fantastisk!

Stor portion, ca. 20 pandekager, for det gode ved pandekagedej er at det er velegnet til at gemme til dagen efter i køleren og så liiiige stege et par stykker til morgenmaden :)
Gode redskaber til pandekager: Piskeris, skål, god slip-let- eller støbejernspande samt din bedste paletkniv i træ eller plastic.


Klassisk pandekagedej

3 æg
1/2 l mælk (kærnemælk og mørkt hvidtøl er også lækkert)
250 g hvedemel
1 tsk salt
1 spsk sukker
lidt neutral olie eller smeltet smør

Eventuelle, men virkelig gode smagsgivere:

revet skal af en hel økocitron eller økoappelsin (det højner niveauet gevaldigt!) også gerne lidt saft
2 tsk vaniljesukker
1 tsk stødt kardemomme

Slå æggene ud, pisk dem sammen, tilsæt alt andet end mel og pisk grundigt. Sigt derefter melet i og pisk godt. Nu er dejen lind og tilpas tyk i konsistensen. Reglen ved pandekagedej er hellere lidt for tyk end tynd, tynd dej er ustegelig! Det er også lettere at justere konsistensen med lidt mere væske end med mere mel.
Steg nu i lidt smør - efter både behov og smag - nogle stegepander er meget sliplet, andre trænger til lidt hjælp :)


Servér stakken med sukker (favorit-pandekage-sukkeret herhjemme er en mørk Fairtrade rørsukker, hvor sukkerkornene er enorme og dermed knaser fantastisk!), dine bedste marmelader eller en lille kompot af bær eller rabarber - mere om det senere :) Nutella, smør (American style), flydende honning/sirup, frugtstykker, fx banan eller blomme er også toppen. Eller is, hvis det skal være luksus!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar