onsdag den 9. marts 2011

Pasta español med chorizo, aubergine, squash, røget paprika og persille

I aften fik vi gæster. Derfor måtte det gerne gå lidt hurtigt. Lækre pastaretter er det bedste gæstemad!
Det bedste trick er at lave noget kød/grøntsags-sauce/snask og så derefter blande det sammen med pastaen, og ALTID drysse noget grønt over og severe i dybe tallerkner, det ligner virkelig en million! Server med et helt stykke parmesan og et rivejern og rødvin i vandglas, det ser så dejligt trattoria-agtigt ud :)

Denne ret er noget af en hofret, dels fordi smagen er fantastisk, dels fordi den indeholder rigtig mange grøntsager og dermed er sund og billig. Ja, det går jeg meget op i! Uden mere snak, her er køreplanen til pasta español, versión uno:

Til 4 personer

700 g pasta (ja, vi spiser meget)
1 pakke chorizo brunchpølser eller et stykke chorizo (så meget du har råd til)
1 aubergine
1 squash
1-2 røde snackpebre
1 løg
2 fed hvidløg
1 lille stykke frisk chili
1 dåse flåede tomater
1 skvæt rødvin
1 spsk røget paprika picante
1 tsk cayennepeber
1 spsk basilikum
Hakket bredbladet persille

Kog pastaen al dente. Mens du gør det, laver du saucen.
Hak hvidløg og chili. Skær løget i strimler/både. Skær alle grøntsagerne i rustikke tern. Skær pølsen ligeledes i rustikke tern. Steg pølsen i eget fedt eller en smule olivenolie. Tilsæt hvidløg, chili og løg. Steg lidt. Tilsæt krydderierne. Tilsæt grøntsagerne og steg i ca. 10 min til de er faldet lidt sammen. Tilsæt rødvinen og de flåede tomater. Krydr med salt og peber, smag til. Lad simre lidt til konsistensen er tyknet. Smag til igen. Hæld vandet fra pastaen og afdryp ikke grundigt. Pastavandet indeholder nemlig stivelse fra pastaen som er genial til at tykne pastasaucer! Hæld nu chorizo-grøntsagssaucen over det varme pasta og vend godt rundt. Drys den hakkede persille på og sæt låget på. Nyd nu i dybe tallerkner med friskrevet parmesan og en lille råkost til. Og vin!



Bonus-info: Der findes ikke billig parmesan. Parmaggio reggiano er ÆGTE parmesan. Og det koster. Grana Padano er en parmesan-lignende italiensk ost som både Rema1000, Netto og Fakta har til en 30kr-seddel og den er udmærket. LOV mig at køb det i de fine trekantede stykker. Ikke det færdigrevede! Det lugter seriøst af mavesyre (læs: bræk). Prøv selv!

Ekstra, men sej bonus-info: Det er Jonathan, aka. min roomie, der tager de fine billeder :) Jeg håber at lære det selv en dag...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar