søndag den 1. maj 2011

Bøf af ungkvæg med madagascarpeber, søde kartofler og grøn salat af asparges

ENDELIG er det nye køkken færdigt! Det er faktisk 6 dage siden, men jeg har haft en noget travl uge. Men NU er bloggen tilbage - for real!!!!! Så følg endelig med igen, jeg har masser af opskrifter i ærmet! Og vil gerne opdatere igen, næsten hver dag!!!!

Vi fejrede det nye køkken med en god flaske rioja og to kæmpe bøffer der var rester fra vores nytårssteg. Jeg havde også en lille dåse madagaskarpeber, som er umodne, grønne peberkorn (fra Madagascar - I ved - dér hvor peberet gror) med en helt særlig aromatisk smag. Jeg havde en dåse hvor de ligger i en lage af vand og salt. De fås også tørrede. Der var 30 g i denne dåse og de er købt i Søstrene Grene for 10 kr. ca. Jeg brugte dem i en helt speciel sauce.

Poivre vert - grøn peber :)
Men først skrællede jeg 3 store, søde kartofler og ca. 15 normale, små. Min grønthandler havde 5 kg danske kartofler for en flad tyver! Tal om billig mad! Derefter skær jeg dem i ensartede tern, vendte dem i olivenolie, salt, friskkværnet sort peber og frisk timian. Så skal de bare bages i 45-60 minutter - alt afhængig af din ovn. Mine blev super crispy.

Så lavede jeg salaten, som vi desværre glemte at tage et billede af - den var ellers flot. Men her er opskriften:

500 g grønne asparges
1/2 broccolihoved
1 pakke bønnespirer
Dressing af: Æblecidereddike, olivenolie, salt, peber, citronsaft og friskhakket kørvel

Skyl broccoli og skær i fine buketter. Skyl aspargesene og skær dem i 2 cm lange stykker. Læg det hele i et dørslag og hæld en liter kogende vand over det. Det er lidt en light-måde at blanchere dem på der dog sparer opvask. Lad det køle af. Skyl bønnespirerne og bland grøntsagerne sammen i en smuk skål. Lav dressingen, kan evt. mixes i et lille syltetøjsglas og shakes og overhæld. Da det er "hårde" grøntsager bliver de ikke kedelige af at stå med dressing på - det gør det kun bedre :) Så forbered endelig så snart du kan.

Kødet blev taget ud af køleren, dyppet tørre med lidt køkkenrulle og saltet og pebret. Når der er 10 minutter tilbage af kartoflernes bagetid, så begynd at forberede saucen (jeg fandt lidt inspiration på nettet, men redigerede en del, så opskriften er min egen fra lige den dag - freestylet).

Sauce med madagascarpeber:
1 lille løg eller 2 skalotteløg
30 g madagascarpeber
1 klat smør
1/2 dl cognac eller whisky
Lidt hvidvin
2 stængler frisk timian
2 dl fløde
Friskkværnet sort peber
Salt
Evt. lidt eddike

Finthakket løg og peberkornene - dagens kærkomne stjerneingrediens!
Hak et lille løg eller to skalotteløg fint. Knus halvdelen af peberkornene med en kniv. Hak timianen groft. Svits løget og de knuste korn i smørret, jeg brugte en pande. Tilsæt resten af peberkornene og timianen og skru lidt op for varmen. Tilsæt cognacen og hvidvinen og nu dufter det godt! Tilsæt fløden og lad det simre i 5 minutter ved svag varme. Smag nu til med sort peber, salt og eddike. Jeg havde kun piskefløde så min sauce trængte til lidt syre i form af eddike. Næste gang ville en madlavningsfløde på 8% være at foretrække, så der skal være smag i!

Den lidt blege, men vildt smagfulde og lækre klassiske pebersauce!
Så stegte jeg bøfferne ved høj varme i en blanding af smør og olie i ret kort tid. Ca. 2 minutter på hver side og de blev faktisk medium, men det egnede kødet sig bedst til.

De er smukke, hva'?
Den stegte bøf med søde kartofler og almindelige - senere kom der masser af sauce på!
Jeg vil sige at det var noget af det lækreste jeg længe har smagt. Jeg er meget stolt over denne ret. Der var simpelthen så mange forskelllige smage, men samtidig komplimenterede de hinanden helt perfekt!
De søde kartofler med den stærke, men cremede, og lidt knasede pebersauce, de grønne, sprøde asparges og sødmen fra spirerne og så kødets vilde kvalitet - det var silkeblødt og smagte vildt godt af okse. Samt ikke at forglemme den friske timian i både kartofler og sauce og så selvfølgelig den varme, krydrede, men også lidt bæragtige vin der afrundede alle smage smukt!

2 kommentarer:

  1. min absolutte favorit peber souce som jeg har lavet rigtig mange gange siden jeg så den her - Takker :-)

    SvarSlet
  2. Hvis du bruger fløde med lavere fedtprocent og samtidig bruger vin (syre) og tilsat eddike (syre) er der stor risiko for at sovsen kan skille. Jo mere syre, des højere fedtprocent for fløden.
    -eller erstat fløden med noget som ikke er et mælkeprodukt.

    Men din opskrift er virkelig god som den er her :-)

    SvarSlet