Nogle gange er det svært at lave varieret mad. Synes jeg. Det bliver hurtigt 10 retter som man skifter i mellem. Nu skal det være slut med det! Derfor denne, for mig, nyskabende idé med at bruge spidskål i en pastaret. Resultatet blev super godt og det skal klart prøves igen! Fordi majmåned bliver lidt af en spare-måned brugte vi hvad vi havde - som faktisk er en del af mine bedste sparetips - både på penge og tid:
1. Handl kun ind én gang om ugen - supplér med frugt, grønt og mælk, hvis nødvendigt
2. Lav så retter efter hvad du har købt ind - og IKKE omvendt! Det dyreste i verden er at købe specifikt ind til én bestemt ret. Du skal i stedet bruge din kreativitet eller udvikle én!
3. Sørg for altid at have et bredt udvalg af basisvarer som fx flåede tomater, pasta, ris, kartofler, kokosmælk, mel, havregryn, kikærter, linser, bønner, tun på dåse, makrel osv. - man kan altid trylle med disse!
4. Andre basisvarer der er lidt mere friske er fx grøntsager i fryseren, fx ærter og grønne bønner, frugt, bacon, pølser, kød, fisk rejer er også gode at have i fryseren, samt kogte kikærter og bønner.
5. Smagsgivere er supervigtige! De kan peppe alle dine sunde, næringsfyldte råvarer op og få kartofler, blomkål og ærter til at udgøre et helt måltid! (jeg tænker selvfølgelig på den indiske kartoffelret, som der også er en version af på bloggen :)) Krydderier, oste, olier, eddiker, kapers, ansjoser, pestoer, soltørrede tomater, oliven, marmelader, chutneys osv. osv.
Det lyder besværligt, og det kræver også overblik over sit køkkenskab, men det virker!
Nå, nu til pastaretten:
300 grove penne
1/2 spidskålshoved
1/2 rød peberfrugt
1/2 squash
1 rødløg
Frisk chili efter smag
Lidt pølse efter lyst - chorizo havde været fint, vi brugte lidt cocktailpølser
Frisk timian
Tørret basilikum
Lidt paprika
1 spsk creme fraiche 6 %
Det er super let! Kog pastaen. Snit kålen, skær squash, peberfrugt og løg i tern. Skær pølsen i skiver eller tern. Steg pølsen på en pande i lidt olie til den er sprød. Tilsæt krydderierne, løget og alle grøntsagerne. Tilsæt evt. lidt vand og lad kålen falde godt sammen. Det tager højst 5 minutter. Sluk panden og rør creme fraichen i - den skiller for meget hvis den får varme. Det giver lige et cremet, syrligt prik over i'et men kan sagtens udelades. Servér med dejlig parmesan og friskkværnet peber.
Velbekomme!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar