Jeg havde vel 500 g kikærter som kun var udblødte, IKKE kogte. I den portion blev der 40 falafler og her er hvad jeg ellers brugte:
500 g udblødte kikærter
1 lille løg
1 rødløg
6 fed hvidløg
1 spsk sød røget paprika
2-3 tsk stødt spidskommen
1 spsk korianderfrø, knuste i morter
2 spsk falafelkrydderi importeret fra Palæstina
1 spsk garam masala
Saften af en halv citron
1 håndfuld finthakket bredbladet persille
Salt, peber
1 tsk tahin
1 dl sesamfrø
2-3 spsk mel
Tag din foodprocessor og kør alle ingredienserne til en ensartet masse. Test eventuelt om du kan rulle dem til falafelkugler, man skal sådan lige klemme/presse en lille håndfuld for at få lidt af væden ud af dem og så hænger de fint sammen. Det kræver lige lidt tålmodighed og næste gang tilsætter jeg altså et enkelt æg eller måske en anden bælgfrugt.
Når du har formet alle kuglerne, så kan du tænde en lille stegepande og smide noget solsikkeolie på. Vi puttede meget på, men måske kun 1/2 cm højt og så stegte vi ellers 5-6 stykker ad gangen, på alle sider. Det gik altså meget fint og derefter kom de på fedtsugende papir. Super sprøde og krydrede!
Og så var det ellers bare at fylde sit pitabrød med godter! Vi havde rødløg, icebergsalat, tomat, agurk og en yoghurtdressing med rigtig meget hvidløg og så selvfølgelig en heftig chiliolie.
MUMS!!!!! |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar