tirsdag den 15. oktober 2013

Stegte ris med kylling, spidskål, porre, fennikelfrø, grøn karry og æg


VIRKELIG gode og aromatiske. I forbindelse med min madplanlægning, fik vi mexicansk en dag med ris i og resterne blev brugt til denne fantastiske ret.

Vi brugte følgende:

1 lille løg
2 fed hvidløg
1/2 spsk grøn karrypasta
2 kyllinglårfileter (eller 1 brystfilet eller hvad du nu synes)
2 spsk kyllingbouillon (eller en kvart bouillonterning)
2 spsk østerssauce
1 spsk fennikelfrø, let knuste
1 porre
1 håndfuld meget fintsnittet spidskål (hvidkål kan også bruges)
1 æg
Kogte basmatiris – så meget du synes. Tror vi brugte 200 g kogte.

Udover:
Hakkede peanuts
Frisk koriander
Lime
Sød chilisauce
Din favorit chilisauce

Hak løg og hvidløg, skær kyllingen i små tern, knus fennikelfrøene. Finsnit spidskålen og porren. Varm nu en stor wok eller pande godt op og put lidt olie på. Svits hvidløget, løget til det er mørt, svits derefter kyllingen og tilsæt grøn karry og fennikelfrø samt kyllingebouillonen. Tilsæt grøntsagerne og østersauce og evt. lidt stærk chilisauce. Når det lige er faldet lidt sammen tilsætter du risene lidt efter lidt og blander det godt rundt. De må gerne blive lidt stegte og brune og sprøde, men det brænder nemt på, så rør rundt. Hak peanuts og koriander og skær limen ud. Når du synes at risene ser stegte ud, laver du en fordybning i midten af panden og slår ægget ud. Lad det ligge lidt der og stege, rod gerne blommen og hviden lidt sammen. Når det er lidt stegt, så bland det sammen med resten og fortsæt med at røre til det hele er stegt. Servér med de hakkede peanuts, koriander og lime og nyd!



Det er en virkelig dejlig sammensætning. Stegte ris og stegte nudler er nogle af favoritten hos os, fordi det er så hurtigt at lave og man kan bruge alle sine rester. Denne gang var det dog nøje planlagt, og det var også virkelig lækkert.

4 kommentarer: